Copenhell 25: Vikaren styrer showet
Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Den syvende juni måtte de tyske metalcore-entusiaster i Heaven Shall Burn opgive showet efter kun én sang på Rock am Ring, da frontmand Marcus Bischoff viste sig ramt, af hvad senere blev meldt ud som en uopdaget infektion. Han var stadig ikke blevet klar, da tyskerne, på en ifølge dem selv forfærdelig omgang færgemorgenmad, drog mod Copenhell for at åbne den store scene lørdag.
Det var derfor med en vikar på, der humoristisk fjernede enhver forvirring: “Jeg er tydeligvis ikke Marcus!”. Hun er derimod Britta Görtz, kendt fra blandt andet Hiraes. Og lad det være sagt med det samme, hun gjorde det godt. Som indpisker, hvor hun var alt andet end en skolevikar, der bare giver op og lader eleverne spille rundbold. Ville hun have en pit, så fik hun en pit. Men også i det rent tekniske på vokalen, hvor lige Heaven Shall Burn så heller ikke er det allersværeste at træde ind i, da variation ikke er i højsædet fra det hæse growl, og så de lejlighedsvise dybere.
Wall-of-death, så er vi da i gang
Hun dikterede en wall-of-death til åbningen af ‘Voice of the Voiceless’, hvilket betød at hun blot havde ventet med sin ordre en lille håndfuld minutter fra showstart, før hun krævede noget af publikum. Men der blev adlydt, i hvert fald af den hårde kerne i pitten.
Nummeret stammer fra ‘Antigone’ fra 2004 og har et riff, der lugter skønt af svensk melodød, og kunne fint have været skrevet af In Flames. Eller Edge of Sanity for den sags skyld, et band tyskerne hyldede fire år senere på ‘Iconoclast’ med et cover af ‘Black Tears’, der den dag i dag stadig er bandets mest streamede nummer. Som ophavsmand til denne top 5 om netop Edge of Sanity, så er der kun respekt og glæde over, at nogle spreder kendskabet til disse fine svenskere.
‘Black Tears’ blev selvfølgelig spillet, og blev som forventet også et klart højdepunkt i sættet. Ren, uforfalsket energi som også æder den ellers fede, rene vokal, som originalen bærer. Men der skal jo være noget godt i vente til dem, som finder svenskerne via dette nummer. Og fed variation i slutningen med dobbelttempo i guitarriffet.
Heaven Shall Burn spillede med god lyd, og en virkelig lækker, tyk guitartone. Selv hævdede bandet, at alt det her med aflysning eller ej betød et mindre skrabet setup uden pyro og whatever. Til gengæld betød det så, at der bare kunne gives gas uden frygt for utilsigtet at blive til grillet kød. At have det sjovt simpelthen. Og det havde vi det også som publikum
Superfans og super-Tue i rød
Og det var da også en god omgang i selskab med Heaven Shall Burn, der ovenikøbet havde superfans i røde skjorter, som sammen med andre store moshfans fik sat gang i pitten. Bandets producer gennem mange år, Tue Madsen, fik som disse fans også en tak med og også han var klædt i rødt, dog ikke af samme slags og vist heller ikke med i den energiske wall of death.
Men når alt kom til alt, så var der så heller ikke blevet tid til de store overraskelser. Bandet ræsede og fræsede godt igennem i en lille time. Godt og effektivt, men heller ikke noget, der havde haft godt af en halv time længere, hvis mere end kernen skulle have holdt sig underholdt. Og et helt rigtigt valg at komme alligevel, for vikaren gjorde det som nævnt flot og med et herligt positivt humør.