Copenhell 25: Flotte, men friktionsløse symfonier
De hollandske symfo-metallere Within Temptation kom med masser af vellyd og kompetence, men leveringen var for “indpakket” og steril.
Rockguderne skal vide, at denne anmelder har haft sine fornøjelige stunder med den såkaldte symfoniske metal-genre med kvindelige vokalister eller co-vokalister i front. I subgenrens tidligste 90’er-dage med bands som de norske pionerer The Third And The Mortal, landsmændene Theatre of Tragedy og hollænderne The Gathering.
Genrens kommercielle potentiale blev efterfølgende åbenbaret af bands som finske Nightwish, italienske Lacuna Coil, de amerikanske hitmagere Evanescence, og så disse hollændere Within Temptation med snart 30 år på bagen.
Det var dermed et erfarent og kyndigt band, der entrede Helviti-scenen tidligt onsdag aften.
Within Temptation tog udgangspunkt i deres seneste album, “Bleed Out” (2023), der indeholder ganske stærke kompositioner, og svævede ellers rundt i metal-symfonierne fra (det meste af) deres bagkatalog af otte albums.
Stilsikre og vellydende med ægteparret Robert Westenholdt og Sharon den Adel som naturligt omdrejningspunkt: Førstnævnte komponist og guitarist, sidstnævnte bandets sangstemme og visuelle blikfang, der også virkede veloplagt i sin sceneoptræden.
Som de 50-årige, de nu er blevet, kunne man dog godt ønske sig at ægteparret slap lidt friktion løs i deres musik, der har sin kompetente del af fine, lækre detaljer og flotte raffinementer, men ind imellem bliver leveringen bare alt for “indpakket” og steril for min del.
Within Temptation besidder en solid melodiøs sans, men i deres værste stunder strejfer hollændernes omkvæd noget, der kan minde om gennemsnitlige, østeuropæiske melodi grand prix-refræner, hvilket skæmmer helhedsindtrykket en del.
Da Within Temptations sidste metal-symfoniske strofer var tonet ud, kunne man nok give bandet en reel anerkendelse for de bedste dele af deres musikalitet og genremæssige håndværk. Men bandet efterlod bare ikke noget egentligt vedblivende under huden på denne skribent.

