Copenhell 25: Langt under niveau
Populær
Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt.
The Cult var min primære grund til at melde mig til Devilutions anmelderhær endnu et år. For jeg knuselsker The Cult, og jeg står gerne ved det, selvom det ikke er velset i visse kredse. Jeg havde derfor forventningerne helt i vejret, ihukommende andre og fantastiske koncerter med bandet. Indrømmet – de ligger lidt tilbage i tiden, men i modsætning til så mange andre aldrende rockmusikere, har tiden faktisk ikke slidt synderligt på Ian Astburys vokal, som jo er en typisk sliddel blandt de modne i scenen.
Det, jeg elsker ved The Cult, er deres nerve. Deres chamerende rock, der balancerer på kanten af kitsch (onde tunger vil hævde, at de for længst er tippet over), og jeg elsker deres musikalske ligefremhed. Og med en spilletid kl. 18.30 på en strålende smuk torsdag, var der rig mulighed for, at The Cult blev den feststarter, der for alvor kunne få weekend-vesten til at blafre. Men på trods af alle muligheder blev koncerten en fuser, og det er der flere grunde til.
Lyden var ikke en af dem. Blæsevejrslyd er hvad blæsevejrslyd er, men stod man rigtigt var lyden god. Det var heller ikke manglen på musikalsk talent. Eller vokal kunnen. Det var slet og ret mangel på nerve. Koncerten kom ikke fantastisk fra start, da lydmanden ikke fik sat lyd på Astbury’s mikrofon før en ti sekunders penge inde i første nummer. Hele første nummer bar præg af manglende hul igennem til noget eller nogen. Alt var skævt, hver anden vokallinje manglede. Ok. Alle kan have en dårlig dag på kontoret, men desværre var dagen rigtig dårlig, og i 'Wild Flower' manglede der så mange ord, at meningen med den ellers udmærkede tekst gik fuldkommen tabt. Bedre var det ikke på 'War (The Process)', der er at finde på en af deres mere metalliske plader, 'Beyond Good And Evil'. Her manglende korlinjerne i udpræget grad, og selvom man næppe kan lægge Astbury til last, at han ikke kan synge to linjer oveni hinanden, så var det alligevel en kæmpe streg i regningen.
Bandet lignede mest af alt nogen, der kæmpede med at huske, hvad de egentlig skulle spille, og den eneste, der for alvor bevægede sig, var Astbury – og det var først hen mod slutningen af koncerten, som heldigvis løftede det samlede indtryk en del, at der faktisk kom lidt flow, samspil og noget, der mindede om stage presence på en scene, der virkede alt for stor til et så stillestående band.
De få publikummer, der var blevet tilbage, hujede velvilligt med på ‘She Sells Sanctuary’, der som et af de få numre sad lige i skabet.
Et band så stort og legendarisk som The Cult skal simpelthen kunne håndtere en dårlig dag på kontoret, og der er ingen undskyldning for denne undskyldning af et show, der på papiret var helt rigtigt, og som i virkeligheden endte med at være langt under niveau. Når de alligevel får 3, så skyldes det alene, at det sidste kvarter af koncerten var ganske hæderlig.