Copenhell 24: Tåbeligt og småtrist
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
2. Raining Blood/Postmortem
3. Bowels of the Devil
4. There Goes the Neighborhood
5. The Purge
6. Point the Finger
7. Manslaughter
8. Necessary Evil
9. Psychopath
10. No Lives Matter
11. Disorder
12. Drive By
13. Voodoo
14. Talk Shit, Get Shot
15. Cop Killer
16. Born Dead
17. This Is How We Ride
Vi var svært begejstrede, sidst Body Count gæstede Copenhell for henved ti år siden. Dengang var det et band, der i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne havde druknet sig selv i dårlige plader og mangel på ideer, som havde ligget uden for metalverdenens radar i en del år, og som tiden egentlig havde glemt. Pludselig var de her igen, det her mytiske rapmetal-orkester fra vores tidlige teenageår, som var berygtet for dette og hint i præ-internettets æra, som havde adskillige medlemmer, der var afgået ved døden i måske/måske ikke banderelaterede dramaer, og som frem for alt havde den ikoniske gangster-rapper Ice-T i front. Det var vildt, og vi labbede det i os.
Tiden er gået, og Body Count er nu tilbage til ”bare” at være et metalband på lige fod med alle de andre. Vi er ti år ældre og klogere, Ice-T er ti år ældre. TV-stjernen, som han jo sandt at sige også er, nærmer sig nu de 70 og har slæbt hele familien med på tour og på scenen. Myterne og rock'n'roll-faktoren er næppe, hvad den har været.
Kom dummere, gammelfar
Set i det lys var det måske på sin plads at gå til lørdagens koncert på Copenhell en smule mere kritisk end vanligt. For har du først bygget et altoverskyggende image som våbenbærende gangster på konstant kant med loven i et liv, hvor døden lurer om hvert et hjørne, så kan det godt klinge en smule hult, når man er langt over efterlønsalderen, lever et liv som kernefamilie og derudover nægter at røre alkohol og stoffer.
At Body Count i allerhøjeste grad handler om image frem for substans ville være noget nemmere at overse, hvis vi så i det mindste får leveret sangene om dengang, det hele var lidt sejere, med bare nogenlunde overbevisning. Det var heller ikke tilfældet i dag. Ice-T syntes fra starten af dårligt at have luft til bare nogenlunde at ramme vokalerne, og det var i langt højere grad sønnike og hypeman Lil' Ice, der stod for underholdningen på mikrofonen. Læg dertil en sjælden, men aldeles rædderlig lyd på Helvíti og et band, der næsten syntes at anstrenge sig for at spille utight i 'Bowels of the Devil', 'There Goes the Neighborhood' og det blasfemisk dårlige Slayer-cover i koncertens indledende fase.
Kan man ikke rigtig trænge igennem med hverken sin vokal eller sin musik, kan man jo altid sige noget åndssvagt. Det er en eviggyldig sandhed; ikke mindst som en del af det image, Ice-T ynder at præsentere på scenen. For alder eller ej, så er frontmanden næppe så dum, at han selv oprigtigt tror på det, når han indleder det ti år gamle nummer 'Manslaughter' med:
"WE GOT A PROBLEM IN AMERICA. MEN ARE GROWING VAGINAS. YOU KNOW WHAT THE OPPOSITE OF TOXIC MASCULINITY IS? FUCKING FEMINISM."
Det er så polariserende og snotdumt, at det er svært ikke allerede efter syv numre i sit stille sind at håbe, at ham den gamle snart sætter sig over under slumretæppet og tier stille.
Når man oprigtigt hævder den slags er det svært at tro andet end, at det må være en del af Ice-T's scene-persona. En, forhåbentlig fejltolket opfattelse af, at det er den slags, metalfans gerne vil høre. Inderst inde vil jeg tro, at størstedelen af os, såvel som Ice-T selv, er klogere end det. Men at proklamere den slags fra en scene i 2024 er så tonedøvt og intolerant, at man med rette kan hævde, at tiden må være løbet fra Body Count som koncept.
En spinkel, afsluttende redningskrans
At Ice-T bruger bandets nyeste single, 'Psychopath', på at tosse rundt med nylonstrømpe på hovedet, mens hans bassist febrilsk forsøger nogenlunde at synge sig gennem et vers, gør ikke tiltroen til bandet større, og meget symptomatisk skal vi have gravet noget helt andet gammelt og absolut ikke Body Count-komponeret, coveret af the Exploiteds 'Disorder' fra 1992 frem, før koncerten endeligt begynder at tage fart. 'Drive By' og bandets to naturlige pletskud, 'Talk Shit, Get Shot' og 'Cop Killer', redder en tæt på helt utilstedeligt sløj optræden nogenlunde i hus.
Overordnet set var Body Count anno 2024 meget langt fra det band, vi alle med spænding og knivspids frygt havde set frem til at opleve i 2015. Det sagnomspundne var væk, nyhedsværdien var væk, og sandt at sige var det også svært at finde hverken spilleglæde eller nogen nævneværdig hjerneaktivitet under det meste af bandets koncert lørdag eftermiddag. Skulle en afskedstour være lige på trapperne, bliver der næppe grædt meget andet end tørre tårer i metalmiljøet.