Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 26: Party på Pandæmonium

Updated
0P6A6428
0P6A6411
0P6A6440
404A5538
0P6A6418
0P6A6436
0P6A6415
0P6A6427

Torsdag aften gav Kublai Khan TX en fabelagtig koncert på Pandæmonium, der fik hvirvlet støv og godt humør op blandt de fremmødte på Copenhell.

Dato
25-06-2026
Koncertarrangør
Fotograf
Stefan Bruse Thor Straten
Karakter
4

Med Kublai Khan TX kommer vi ikke meget tættere på destilleringen af, hvad hardcore er. Medmindre man kræver, at bandet kommer fra New York og Brooklyn. Men de her gutter kommer, som navnet også afslører, fra Texas.

Og de kom med den helt perfekte attitude. Forsangeren var alt hvad man kunne forvente sig og håbe på i genren. Muskuløs, tatoveringer og et ubegribeligt stærkt overskæg, samt solbriller og cap. Det var, som om chatgpt havde hældt "Kerry King" og "thrash" ind i algoritmen og bedt den lave noget tilsvarende, der definerede hardcore lige så illustrativt. Navnet Matt Honeycutt er jo også nærmest som taget ud af en drejebog.

Det var også sådan koncerten foregik. Moshpitten var i gang fra første sekund og støvet rejste sig i takt med musikken. Pandæmonium fyldes hurtigt op og det var nærmest, som om bandet fungerede som en magnet på publikum. Det kunne virkelig samle folk.

Parolen "I aften er vi alle sammen i Texas, motherfuckers!" faldt ikke for døve øren, og hele pladsen eksploderede i ekstase. Bandet havde testosteron og attitude nok for hele festivalen.  Fra moshpits til gigantiske wall of deaths mens de spillede 'Cannibal', så blev der i den grad festet igennem på Pandæmonium. Og trods attitude og vild energi, var der selvfølgelig også plads til lidt guldglimmer på Eric Englishs basguitar. 

'The Hammer' blev også serveret tonstungt, og selvom intensiteten dalede en smule de sidste par sange, så forblev festen god hele vejen igennem. Både band og publikum havde virkelig fået brændt noget energi af, men ikke mere end at der var plads til at dedikere 'Swan Song' til alle kvinder. Et sympatisk træk i afslutningen af en koncert, der var proppet til kanten med vild energi og festglade mennesker, der festede som var der ingen morgendag. En af torsdagens positive overraskelser.