Copenhell 26: Schweisisk speedsnakker
Paleface Swiss havde så meget fart på, at det var svært sådan for alvor at engagere sig i andet end forsangerens forsøg på at være Kim Schumacher.
2. Hatred
3. ... and With Hope You'll Be Damned
4. Nail to the Tooth
5. Withering Flower
6. Best Before: Death
7. The Orphan
8. Everything is Fine
9. The Rats
10. The Gallow
11. My Blood on Your Hands
12. Let Me Sleep
13. Please End Me
Lad det være sagt med det samme. Paleface Swiss har potentialet til at blive rigtig store. Men de skal have gjort noget ved den forsanger, der også er bandets helt store trækplaster.
For Paleface Swiss, der ikke overraskende er fra Schweiz, har virkelig fart på. På samtlige parametre. Da de gik på Pandæmonium-scenen fredag aften klokken 19:45 bagte solen stadig, omend mere nådigt, end den havde gjort tidligere på dagen. Støvet hang over området allerede inden bandet gik på, og det blev så hvirvlet endnu mere op, da Paleface Swiss gik i gang.
Det er vild musik med en endnu vildere vokal og de vil have hoppeborg efter ti sekunder. Moderne breakdowns følges op af flere moderne breakdowns, og de er tunge! Men det hele bliver sært afbrudt af forsanger Marc Zellwegers ævlen mellem numrene. For det sker med samme fart som musikken har på. Man skulle tro, nogen var efter ham, og han kun havde de her sidste få minutter til at få fortalt hele sin livshistorie, hvem der dræbte JFK, og hvordan man sikrer ren energi til menneskeheden.
I denne talestrøm når han også at insistere på moshpits og får det. Naturligvis. Crowdsurfingen når nye højder, og hvis ikke man fik stress af at skulle kigge sig bagud efter endnu en publikummer, der skulle bæres ind over hegnet, så fik man det af den evindelige talestrøm fra forsangeren. Først efter 35 minutter er det, som om han kommer op til overfladen for at trække luft ind. Her introducerer han 'Everything is Fine' med, at alle går gennem noget svært, og så var der pludselig ikke nogen, der skulle bæres over hegnet, men i stedet sad folk på skuldrene af hinanden som en symbolsk gestus til det med, at vi alle bærer på noget, og sommetider er det også rart at blive båret for en stund.
Trods sin speedsnakkende stil, så har Marc Zellweger fat i publikum. De gør som han siger og det er fordi han har karisma. Det var helt tydeligt på Copenhell her i 2026. Musikken er muligvis moderne og core og alt det grimme, man som aldrende heavyfan kan finde på at kaste efter musik man ikke er vokset op med, men Paleface Swiss har noget energi og musik, der kan noget.
Bevares, det med at få folk til at sætte sig på hug til 'Let Me Sleep' var noget Slipknot fandt på for mere end 20 år siden, men det virker stadigvæk som en god gimmick her i 2026. Forsangeren løb heller ikke tør for hverken energi eller ord, så han ævlede til det sidste. Alt, alt for mange ord. Hvis de vil noget, så skal det rationeres en anelse, så publikum også får tid til at fokusere på sangene og selve koncerten.