NMF 26: Det blodige kadaver bider stadig
Med knusende riffs, veloplagt brutalitet og et bagkatalog fuld af dødstravere lukker Bloodbath Næver Næverland med manér!
Breeding Death
Carved
Like Fire
Outnumbering the Day
Putrefying Corpse
Cancer of the Soul
Brave New Hell
Mock the Cross
Fleischmann
Let the Stillborn Come to Me
Cry My Name
Eaten
Fremmødet er decideret pinligt, da Bloodbath indtager Slagmarken som det sidste navn på Næstved Metalfest for i år. På årets nye Fæstningen-scene har Red Warszawa tilsyneladende holdt hårdt fast på publikum til det sidste, og det kan man jo så undre sig over, når nu et af festivalens hovednavne venter i kulissen.
Nick Holmes tager det nu med ophøjet pande, og så snart den brølende dødstraver ‘So You Die’ åbner sættet, flokkes horderne til. Bloodbath forpligter, og det dødsmetalliske kald bliver hørt, trods alt bedre sent end aldrig. Det har været tre lange dage i det sydsjællandske, og nogle sejler mere end andre, men deres brutale Entombed-homage går lige i blodbanerne uden slinger i valsen.
Sidste gang jeg så dem var til Brutal Assault i 2022, før guitarist Anders “Blakkheim” Nyström ragede uklar med sin tidligere Katatonia-fælle Jona Renkse, der dengang fortsat agerede bassist i Bloodbath. Siden da har de også barberet live-setuppet ned, så Blakkheim nu er alene på den seksstrengede, mens Joakim Antman (Lik) har taget over på bassen, og den rolle udfylder han fortrinligt – faktisk bedre end Renkse.
Samspillet kan i det hele taget ikke kritiseres, som det folder sig ud i aften. Martin Axenrot (ex-Opeth) har holdt skansen bag tønderne i over 20 år nu, og han er og bliver en forrygende trommeslager, ikke mindst når han lægger sig i denne dødsmetalliske lomme. Særligt i ‘Outnumbering the Day’ får han demonstreret sine evner til at bryde sektioner op og lægge skarpe markeringer ind, og samtidig sikre, at det hele flyder, mens Blakkheim fyrer det ene klasse-riff af efter det andet, og den mere Morbid Angel-inspirerede ‘Mock the Cross’ er senere i sættet ligeledes en mesterlig opvisning i at få tyngden og brutaliteten til at gå op i en højere enhed.
Og så er der selvfølgelig også brølet! JA DA! BRØLET! Nick Holmes (Paradise Lost) har virkelig fundet sit growl igen, siden han blev indlemmet i Bloodbath, og det kan også mærkes her i dag.
Desværre må det dog også komme med den bismag, at han det meste af showet trækker på en vokaleffekt, en booster af en slags, der lige gør hans drabelige udgydelser dét mere ru i filten. En effekt, der sådan set fungerer effektivt og passende råt, indtil man ligesom har hørt den brugt hele koncerten igennem, hvor det udvikler sig til det lettere anstrengende. Især når man ved, at Holmes rent faktisk godt kan det her uden hjælpemidler, og at han ligefrem står og joker med, at “This is my REAL voice”, præcis når han har slået den til, virker plat, men nu har han trods alt aldrig været nogen større frontmand med ordet i sin magt. Holmes overkompenserer, hvor jeg gerne ville mærke hans brøl mere ægte, og det må så være et af de vilkår, der slår skår på glæden.
Det er så til gengæld også noget af det eneste, for Bloodbath er stadig stærke live, også i denne kvartet-konstellation. De har bare et sejt huggende bagkatalog, ikke mindst igennem 00'erne, og selvom de senere albums med Holmes også lejlighedsvis berøres, så er de bestemt ikke i tvivl om, hvor guldet i diskografien ligger begravet. Hyldestact eller ej, supergruppe eller ej, så er det tydeligt på publikum, hvor meget af en vaskeægte dødsbanger ‘Cancer of the Soul’ stadig er 20 år derpå, og ‘Let the Stillborn Come to Me’, åbneren fra Holmes’ første bedrift med bandet, er også et brutalt cut, der hæver kadencen gevaldigt her på Slagmarken.
Du kan sige hvad du vil om deres nostalgiske take på death metal-genren, men nerven og de stærke sange kan du ikke tage fra dem. De hærger sidstedagen til blods og lukker hårdt for årets brag i Næstved – et glædeligt genhør med Blakkheim & co., mens vi afventer, om der også arbejdes på nye, drabelige toner derfra. Vi brokker os bestemt ikke over throwbacks til de go’e gamle dødstravere i mellemtiden!

