NMF 2026: Så. Pokkers. Perfekt.
The Gathering spillede alt for perfekt, da de lukkede og slukkede for hovedscenen på Næstved Metalfest 2026.
2. Fear the Sea
3. In Motion #1
4. On Most Surfaces (Inuït)
5. Probably Built in the Fifties
6. Leaves
7. Sand and Mercury
8. Strange Machines
9. Saturnine
The Gathering fejrer i år 30 års fødselsdag for deres gennembrudsplade, ‘Mandylion’. Den fødselsdag har de fejret nogle gange efterhånden på en lille tour, som også lagde vejen forbi Næstved Metalfest lørdag aften.
Jeg husker da albummet kom ud. Jeg husker, hvor fedt det var at have nogen at spejle sig i som ung kvinde i et musikalsk miljø, der mest bestod af mænd. Dermed var udvalget af bands med kvindeligt islæt også ret begrænset. The Gathering havde tilmed vokalen i den mørke ende, og det var også lidt særligt i en tid, hvor sopran var det, det kunne blive til for mange kvindelige vokalister i miljøet. 
Jeg har gravet i min hjerne, men husker ikke om jeg har The Gathering live. Jeg kan ræsonnere mig frem til, at det må være tilfældet, for jeg har været en del af de steder, bandet har spillet. Men kan jeg huske det? Nope! Og det kom der måske en forklaring på, da vi så dem på NMF’s hovedscene lørdag aften.
For uanset hvor meget jeg prøvede, uanset hvor tæt jeg gik på, hvor fri jeg gjorde mig af anmeldergerningen for for en stund at lade mig opsluge af musikken fra min ungdom, så lykkedes det ikke. Jeg kunne ikke mærke dem. Øv. De spillede godt, der var styr på det hele, Mandylion lød, som Mandylion skulle lyde, og måske endda så meget, at det var i den sterile ende. Anneke van Giesbergen sang som en drøm, og ikke en eneste tone sad forkert. Og det var måske lidt det, der faktisk blev problemet med koncerten. Der var ikke noget, der sad forkert. Det var smil, og overbegejstrede takketaler og rock-look uden at være hverken for meget eller for lidt, og så var det den perfekte, men ikke specielt kreative præstation på scenen. 
Der manglede simpelthen noget i numrene, der 1-1 var spillet, som de blev indspillet. Jeg tog mig at ønske mig et hår i suppen, et eller andet svirp med halen, og vi skulle faktisk helt hen i slutningen af koncerten, hvor bandet på ‘Sand and Mercury’ fra ‘Mandylion’ beviste, at der både var legesyge og lidt (!) mod til at tegne uden for stregerne. Ikke fordi nogen slog sig sådan helt tosset løs, men der var konturer af en live-feel, som jeg virkelig manglede i resten af koncerten, og heldigvis holdtden igennem sættets næstsidste nummer, ‘Strange Machine’, og lukkeren ‘Saturnine’. Men det var på en eller anden måde for lidt og for sent. The Gathering er skam et glimrende rockband, men det var simpelthen for pænt og poleret til at røre mig. Det var blev bare aldrig rigtig en ægte levende koncert.