CMF 26: Tungt hjerte
Maunah talte lige ind i vores iturevne sjæle, da de spillede deres debutalbum på dagen for dets udgivelse.
Det danske band Maunah, et af de mange skud på mulitinstrumentalisten, Søren “Sol” Koldsen-Zederkopf’s træ, kunne fejre intet mindre end udgivelsen af deres debutalbum ‘Hjarta’ fredag under Copenhagen Metal Fest, så naturligvis skulle doom-bandet spille albummet på dagen for dets udgivelse. Det gik ned på Copenhagen Metal Fests mindste scene, ZeBU, og man kan roligt sige, at Maunah tiltrak et talstærkt publikum. Faktisk var der kø foran døren, mens Søren Sol satte sin en meter lange fløjte for læberne og pustede koncerten og åbneren ‘Heimaland’ blidt i gang. Det øvrige band faldt i på en måde, der kun kan beskrives som elegant. Der gik dog ikke længe før roen blev afløst af mere hårdtslående kompositioner, og den vekselvirkning blev kendetegnende for hele koncerten, der ikke overraskende var en gennemspilning af albummet. Den anmeldelse kan du i øvrigt læse her. 
I modsætning til første gang jeg faldt over Maunah live, manglede jeg denne aften ikke rigtig noget i musikken, og sættet var virkelig godt sammensat. Uforudsigeligt og til tider uforståeligt, men aldrig kedeligt og altid nærværende. På papiret burde Maunah ikke virke. De vil alt for meget, og de blander alt for mange ting. Men når man står der og lytter til Maunah, så virker det. Og det virker godt. Som i ‘Vætna’, der blev aftenens andensidste nummer, og hvor Maunah graver dybt i doom-bøtten og trykker tempoet endnu længere ned. 
Koldsen-Zederkof stod som det naturlige midtpunkt og mestrede at balancere sin patos-fyldte vokal lige præcis der, hvor det ikke blev for meget, men stadig var episk og stort og med en umiskendelig lugt af 70’erne. Med hans vokal vekslende mellem det dybe, det luftige, det spæde og det næsten skrøbelige - fremført med en inderlighed, som man næsten aldrig møder i en genre, der er notorisk kendt for at begrave sig i røg og i hvert fald ikke vise alt for mange følelser. Og det er her, at Maunah vinder. De vil gerne vise følelser - også gennem musikken.
Aftenens sidste nummer, titelnummeret og pladens lukker ‘Hjarta’, var helt rigtig og om noget inderlig. Med sin langsomme opbygning og den sarte puls, der lå igennem nummeret, er det ikke vanskeligt at forstå, hvor navnet kommer fra. Med en næsten uendelig opbygning sluttede nummeret med den episke forløsning, som vi havde ventet på hele koncerten, og som bare virker virkelig godt som koncertlukker.