Copenhagen Metal Fest 2019: Lørdag

_MG_6442
_MG_6500
_MG_6742
_MG_7194
_MG_6953
_MG_7216
_MG_7389
_MG_7343

Med undtagelse af en brandalarm uden ild forløb også lørdagen på Copenhagen Metal Fest planmæssigt, og den unge festival kom således stilsikkert i mål og kunne endda allerede hinte, at en Version To skulle være sikker.

Spillested
Dato
21-09-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen

Det lugter af en fortsættelse. Ja, faktisk så blev det mere end hintet, at tallene (dvs. økonomien, fremmødet og sponsorernes velvillighed) allerede lørdag eftermiddag kunne gøres op på en sådan måde, at Copenhagen Metal Fest ikke skulle blive en enlig svale. Det var i hvert fald sådan, beskeden fra de to konferenciers i Amager Bio lød, da de gejlede publikum op til en omgang Livløs lidt ud på aftenen. Og det ville da også være synd andet, for hvilket herligt arrangement det var, som også beskrevet i vores mere overordnede artikel om de to dages indendørs metalbal.

Som det også fremgår i førnævnte artikel, var vi to Devilution-folk, som selv luftede instrumenter fredag på festivalen, og med andre involveret i Amager Bio blev Devilution lidt ramt på mandskabet til en stor dækning af den nye festival. Men med glæden over en stærk fredag og skøn alkohol i blodet lod jeg mig overtale (mest af mig selv, vist nok...) til at aflaste redaktionens udsendte og ellers meget flittige skribent ved at skrive lidt om lørdagens strabadser. Fredagen var hård, og familien krævede sin del af lørdagen, så først ud på den sene eftermiddag var jeg atter på vej mod Musiktorvet, som pladsen foran de tre spillesteder i brug på festivalen kaldes.

Det betød, at jeg gik glip af blandt andet Archangel, som består af medlemmer fra hedengangne/pauseramte Impalers, der havde allerede spillet et blodigt sæt, som Devilutions Samhain/Misfits-ekspert kaldte vældigt fint. Det er nemlig den slags metalificerede horrorpunk, de jyske gutter gør sig i. The Petulant var første band lørdag, på Beta, men dem nåede ingen af os. Desværre. Men de plejer at være yderst habile, så det satser vi da på, at de også var her.

Afbrudt dødsmesse
Lørdagens Amager Bio-program bestod af Copenhell-darlings. Hver og et har spillet succesfulde koncerter på Copenhell. Grusom først, siden fulgte The Interbeing, Livløs og Bersærk til afslutning. Mit eget første møde med metallen i live-form lørdag blev med Defacing God på Zebu. Det var der stor interesse for. Forståeligt, for den melodiske dødsmetal udføres af nuværende og tidligere medlemmer af bands som Blood Eagle, Mercenary og Essence, så det var selvsagt erfarne folk i en forholdsvis ny og ganske gennemført, professionel opstilling. Detaljerne var i top. Lige fra det kæmpe bagtæppe, som fyldte baggrunden ordentligt ud (Deus Otiosus' aftenen før var et frimærke i sammenligning) til tøj og ansigtsmaling. Flot så det ud, og lyden var samtidig fremragende. 

Koncerten fik en ufrivillig pause, da der gik en brandalarm, og alle måtte ud af lokalet, men en rum tid efter forsætte ritualet. Det betød intet for musikken, men tog måske lidt af det teatralske ud af bandets performance, når man kunne se bandet bag "rollerne", da de kom ud i dagslyset. Her så man tydeligt de rare mennesker bag bæsterne på scenen, ikke mindst frontkvinde Sandie Gjørtz, der lidt efter tilbage på scenen atter var i sin rolle og drak blod af et krus i en slags offergave, som det også var gjort ugen før i Silkeborg. Den slags kan godt synes lidt fjollet, det er jo smag og behag, men det er i hvert fald konsekvent og udført uden slinger i valsen. Ondt og ingen plads til ligegyldig sniksnak. Selv en besked til lydmanden blev givet på en måde, der stort set passede ind i rollen.

Om ikke andet var gimmicken langt bedre udført end set ved et band, jeg engang så på Loppen som opvarmning til (vistnok) Dominus, hvor forsangeren havde klistret et grisehjerte på kroppen og i sidste nummer flåede det ud af t-shirten i noget, der bestemt ikke skulle ligne en ufrivillig donation af vitale organer (den fremragende sangtitel fra Undergang måtte lige bruges her). Men musikalsk var der ingen tvivl: Defacing God var forståeligt nok populære, og der måtte føres mandtal med publikum, så flere folk blev afvist i døren. Zebu var proppet til sin tilladte kapacitet.

Man kan jo ikke altid nå det hele...
Det var ikke alle koncerter, jeg så til fulde, men jeg blev ved Defacing God og fik således ikke forsøgt at møve mig ind til Sunken, som spillede samtidig, og som jeg ellers tidligere har været svært begejstret for. Men sådan er det med et tæt program, hvor pauserne er korte og der desuden er overlap. Det er jo blot en luksus, at der er så meget godt at høre, at man tør misse lidt af det.

Det næste jeg rent faktisk nåede blev mine øvelokalenaboer, The Interbeing, der forsøgte at rive Amager Bio midtover. Det var endnu for tidligt til, at Amager Bio kunne fyldes ordentligt ud, men fremmødet var nu mere end hæderligt. Og bandet var hamrende professionelle. De seneste meget aktive år på livefronten har givet bandet en rutine, som de kan hvile på og derfra bygge op til en sikker fest. Deres performance på scenen så hamrende god og selvsikker ud, og musikken lød klar og veldefineret med en fornem bund. Der blev opfordret til både wall-of-death og circle pits, om end førstnævnte blev lidt forkølet, fordi det mentalt stadig var tidligt på dagen for mange af publikummerne der, som jeg selv, sikkert havde haft en fremragende fredag samme sted. Og altså endnu ikke var helt klar til at tage fødderne på nakken til lidt voldsom dans. Men cadeau til det lokale band for lige at hive folk op igen. Det virkede, og der kom gradvist mere gang i folket.

Symfonisk smukt og så noget om genoptryk af klassiske shirts
Jeg blev i bygningen og tog over på Zebu til Ethereal Kingdoms, deres symfoniske metal og det ofte lidt prætentiøse sceneshow. De havde for det første den bedste lyd, jeg har hørt med bandet. Fremragende guitarlyd til stilen og en solid bund fra bassen. Sofia Schmidt var som altid imponerende på vokalen og præsterede også et, for mig, bedre show, når der mellem numrene blev snakket. Det var en fin balance i rollen, ikke så meget teater som før set hos dem, men stadig med en stemmeføring som passede ind i det musikalske og storladne show. Eftersigende skulle "teateret" dog været stukket godt af senere i koncerten, men maven knurrede, øllen var tom og det var ud på Musiktorvet og se lidt på sagerne der. ISamtidig gik jeg også glip af de unge energiske knægte i Unseen Faith. Der var desuden noget med en snak med en ven af en af vores skribenter om genoptryk af legendariske t-shirts fra Deicide, Cannibal Corpse mv. og så lige en tur omkring gamle Dominus-demoer. 

Levende Livløs og hurtig slutspurt
Livløs ramte Amager Bio på et godt tidspunkt og havde noget med, som publikum ville have. Der blev derfor godt fyldt, headbanget vildt og dét der var værre til den intense, men medrivende death/thrash, som bandet fermt sendte ud i luften med masser af smil og knyttede næver i vejret. Luften var tyk af festivalstemning lige dér. Og duetten med Casper Popp fra Bersærk, der senere skulle lukke samme scene, var vældigt populær.

Bagefter, på Zebu, stod Psy:code klar med et Strapping Young Lad/Fear Factory-agtigt tag på lettere moderne og teknisk metal. De var tændte og havde et godt følge. De oplevede desværre lidt problemer med teknikken og lidt udfald i den ene guitar, men det var nok mere irriterende for den ramte guitarist end for publikum. Det var i hvert fald ganske festligt. Det til trods blev de forladt af undertegnede lidt inde i koncerten, for nysgerrigheden var for stor for igen at se Urkraft, der er tilbage efter en længere pause, og hvis plade 'The Inhuman Aberration' fra 2006 er en skive, jeg stadig er glad for.

Det var et godt proppet Beta, som mødte mig, da jeg en rum tid inde i koncerten dukkede op. Lyden var stærk og solid. Bandets forsanger takkede publikum for at komme og se "nogle gamle røvhuller spille dødsmetal" og henviste til en nylig anmeldelse, der havde beskrevet dem a la "gymnasielærere og pædagogmedhjælpere", der hygger sig med metal. Svaret hertil kom således med lidt forsinkelse: Bassisten Jeppe var såmænd pædagog! Men fuck da, hvad bandet ligner. Skal jeg alligevel lege videre med på legen "hvad ligner Urkraft?", så vil jeg komme med et bud: Den visuelle appearance minder mig lidt om Raunchy. Musikalsk var det groovy og velspillet, uanset om tempoet var tungt eller mere heftigt. Og foran et fyldt Beta på Copenhagen Metal Fest lignede det en reunion båret af kærlighed til musikken og bandet. 

Kærlighed til musikken har der helt sikkert også være både til og fra Bersærk. Det altid stærke liveband, som skulle lukke festivalen af med et show i Amager Bio, blev dog alligevel fravalgt til fordel for et alt for fornuftigt hjemtidspunkt og således en bustur hjemad med metal i ørerne og et stort smil på læberne i salig tak til arrangørerne, der har kæmpet så vildt for Copenhagen Metal Fest 2019, og som kom så fint fra start, godt igennem og stilsikkert i mål.