En platform til undergrunden
Om knap to uger afholdes Copenhagen Metal Fest i Amager Bio, Beta og Zebu. Vi talte med arrangør Claus Ljørring fra Heavymetal.dk, der gerne vil give de nye bands en platform.
Hvorfor er der brug for en festival som Copenhagen Metal Fest i Danmark? Hvordan skiller I jer ud i det store udbud af festivaler?
"På Copenhagen Metal Fest er der udelukkende fokus på den danske scene. Der benyttes ingen trækplastre i form af store internationale navne. Mange af disse danske artister udviser stor originalitet og stor kreativitet i genfortolkning af de klassiske genrer inden for metalmusikken, og det er noget, som arrangørerne af Copenhagen Metal Fest konstant bliver konfronteret med blandt andet på Heavymetal.dk.
Detektoren, som er den sektion af Heavymetal.dk, der tager sig af de helt nye danske navne, har været med til at sætte fokus på de unge ildsjæle, der kæmper for at blive set og hørt. Det har været med til at sætte en stor streg under, at der virkelig er meget uset talent rundt omkring i Danmark. Desværre er det ikke altid lige nemt for disse unge ildsjæle at finde en platform og en mulighed, hvor de kan blive løftet op fra undergrunden og ud på de danske scener, hvor de i det mindste kan få prøvet deres kompetencer og kunstneriske evner af. Det retter Copenhagen Metal Fest forhåbentlig lidt op på. Det fortjener de."
Hvordan har I sammensat programmet?
"Rasmus Toftlund, Morten Kristensen og jeg selv med Heavymetal.dk i ryggen har sammensat programmet ud fra, hvad vi mener er noget af det bedste, Danmark har at byde på inden for genren. Samtidig har vi forsøgt at favne bredt, så ingen subgenre bliver overset. Når det så er sagt, så har vi ”kun” plads til 24 bands, og der findes mange flere rundt omkring i landet, der besidder stor kvalitet. Vi håber jo stærkt på, at Copenhagen Metal Fest bliver en så stor succes, at det gentages næste år, og at vi den vej igennem kan vise, at der er mange flere bands af trække på end blot de 24, som vi har booket i år."
Har I en bestemt festival som forbillede?
"Vi er klart inspireret af nogle af de jyske metalfestivaler og deres succes – især Aalborg Metal Festival bør fremhæves her. Vi oplever ofte, at det, som bliver booket på de jyske paralleller til CMF, ofte er lokale bands. Den jyske metalscene står i øvrigt meget stærkt i hele Danmark set i forhold til den sjællandske og københavnske, hvilket ikke mindst skyldes netop disse festivaler. Det kniber lidt mere med at få afsat de lidt mindre københavnske bands derovre. Noget, som CMF forhåbentlig kan være med til at ændre i fremtiden."
Hvor længe har Copenhagen Metal Fest været undervejs?
"I flere år har Rasmus og Morten arbejdet på ideen. Det har været tæt på et par gange, men det skulle altså først blive i år, at det hele faldt på plads. Heavymetal.dk er så først kommet med inden for det seneste år. Vi har længe haft en drøm om at være medarrangør på en festival og havde allerede ideer om dette, da vi på redaktionen for et par år tilbage begyndte at snakke om vores 20-årsjubilæum. Da muligheden bød sig i forbindelse med Copenhagen Metal Fest, gav det hele bare rigtig god mening."
Hvilket band ser du personligt mest frem til opleve?
"Personligt ser jeg meget frem til Sinnrs. Bandet har leveret en debutplade af afsindig høj kvalitet. Det er både velproduceret og velskrevet. Kender man ikke allerede bandet og deres symfoniske black metal, bør man tjekke dem ud. Forestil jer en blanding af Dimmu Borgir og Behemoth. Det er virkelig godt. Er spændt på at se, om de leverer lige så imponerende til deres liveshows.
Archangel er også et af de navne, der er yderst interessante i år. Medlemmer fra det afdøde Impalers er gået ombord i hard rock og tilføjer et ondskabsfuldt tekstunivers. Det bliver interessant. Det er også bandets første optræden med eget materiale. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til, at Bersærk lukker og slukker om lørdagen. Det bliver uden tvivl en kæmpe fest."
Du arrangerer også koncert i Forbrændingen i Albertslund, men det et trods i en anden skala end dette. Har arbejdsbyrden ved en flerdagsfestival overrasket dig/jer?
"Det er der ingen tvivl om. Heavymetal.dk har booket bands og arrangeret events på Forbrændingen i tre år, så jeg vidste godt, at når arrangementer som Night of the Black Attack og Springtime Slaughter tager lang tid at stable på benene med bookinger og planlægning, så ville en festival være en kæmpe opgave. Indtil videre har det været det hele værd. Teamet bag Copenhagen Metal Fest er meget passioneret, og alle brænder for, at dette lykkes og bliver en succes. Arbejdsbyrden er fordelt til dem, som har kompetencerne, og vi forsøger alle at støtte hinanden på bedst mulig vis. Arbejdsbyrden har overrasket mig, men ikke negativt. Jeg gør det gerne igen næste år!"
Hvis vi nu kigger fremad, hvor meget menet så du, at Copenhagen Metal Fest kan udvikle sig i størrelse med hensyn til bands, publikum og måske endda scener? Og er det overhovedet et mål?
"Lad os nu lige se, hvor vi står efter dette års arrangement, og om vi overhovedet har en platform, der kan forsvare, at vi kommer igen næste år. Vi håber selvfølgelig inderligt, at folk vil slutte op om konceptet, så vi kan være her i mange år frem. Og hvem ved? Hvis det giver mening og er muligt, udvider vi gerne festivalen. Men det kræver, at vi kan holde fast i konceptet om, at det her grundlæggende handler om at hjælpe med at talentudvikle den næste generation af danske metalbands og at give dem en platform, hvorfra de kan komme videre og få noget erfaring med lidt større scener, end de er vant til."