CMF 26: De skal bare turde mere
Ipomonia gemmer på storladen prog, en stærk vokal og masser af gode idéer. På BETA kom det ikke altid tydeligt frem, men potentialet var svært at overse.
Pyre
Nyctophobia
Nymphe
Dysphoria
Nekyia
Ipomonia er bygget op omkring Maja Holst Partsch på vokal, guitar og keyboards, og sidste år udgav bandet debut-EP'en 'Contemplation I'. Det er storladen prog præget af Partschs højtravende vokal, gedigen sangskrivning og overraskende effektive skrigepassager. Og så er der ægte rockstjernesoloer med fuld knald. Forventningerne bliver ikke mindre af, at Death kører over højttalerne inden koncerten. Ipomonia spiller ikke prog-death af den gamle skole, men det er svært ikke lige at tænke Chuck Schuldiner, når man ved, at man skal høre noget progressivt om lidt.
Partsch starter koncerten alene ved klaveret med 'Eternity'. I et par minutter er der kun hende og klaveret, og det er en fin åbning. Så kommer resten af bandet på, men i starten følger lyden ikke helt med. Det hele flyder lidt sammen, og det er ærgerligt med musik, hvor der sker så meget. Nuancerne, skrigene og især guitararbejdet har svært ved at trænge igennem. Heldigvis bliver lyden bedre undervejs, og sangene begynder at åbne sig.
Visuelt har bandet gjort noget ud af det med hvid krigsmaling, og alle ser meget alvorlige ud. Altså virkelig alvorlige. Det virker som om, ingen har haft en følelse siden i tirsdags, og det er måske ikke den helt rigtige taktik på en festivalscene på Amager sent lørdag aften.
Find det mærkelige frem
Når Partsch synger, er hun til gengæld svær ikke at lytte til. Hun har en stilsikker stemme, der flere steder leder tankerne hen på Sylvaine, mens synthfladerne mellem numrene binder koncerten sammen og understøtter det mørke univers.
Ipomonia er mest interessante, når de bevæger sig væk fra det oplagte og lader musikken blive mere dronet, mærkelig og udfordrende. Her opstår en sælsom og dragende stemning, hvor man ikke helt ved, hvor musikken er på vej hen. Det måtte der gerne være mere af. Ipomonia skal ikke være bange for at dyrke den side og skære deres egen niche, for talentet, stemmen og sangskrivningen er der.
Jeg kunne godt lide Ipomonia denne aften, måske bare lidt af de forkerte grunde. Det var ikke den store overbevisende koncert, og der mangler stadig selvtillid og punch på scenen. Men de smukke og mærkelige øjeblikke var interessante nok til, at jeg gerne vil høre mere.