Fejlslagen brobygning

In Flames

Der er skruet op for guitaren og intensiteten på en plade, hvor In Flames mislykket forsøger at bygge bro mellem flere tidsaldre.

Kunstner
Titel
I, the Mask
Trackliste
Voices
I, the Mask
Call My name
I Am Above
Follow Me
(This Is Our) House
We Will Remember
In This Life
Burn
Deep Inside
All the Pain
Stay With Me
Karakter
3

Man kan ikke klandre In Flames for at ligge på den lade side. Den noget nær ikoniske kvintet fra Göteborg har været flittige til at udgive materiale og holde gryden i kog. Deres seneste fuldlængdeudgivelse var den lettere anonyme ’Battles’ fra 2016, mens hungrende fans senere kunne varme sig ved den noget kønsløse cover-ep, ’Down, Wicked, and No Good’ (2017). Hastværk er som bekendt lastværk, og man skal vel være mere end hardcore fan af bandet for ikke at anerkende, at det efterhånden er ved at være mange år siden, at In Flames har udgivet materiale, der er i nærheden af at være så ikonisk som bandets historie.

Helt nøgternt har bandets seneste tre fuldlængdeudgivelser, inklusive denne, været forholdsvis neutrale og kun momentvis haft den gnist, der engang kendetegnede svenskerne. Makværket ’Siren Charms’ (2014) står til stadighed som det kunstneriske lavpunkt, og selvom ’Battles’ byder på flere velfungerende numre, er der næppe nogen, der lovpriser pladen for at være mere end en acceptabel udgivelse.

Skal man så forvente en ændring i den tendens på ’I, the Mask’? Nej, det skal man absolut ikke. Nuvel, kvintetten vender snuden bagud, men ikke meget længere end til ’Sounds of a Playground Fading’. Ikke ulig 2011-udgivelsen er fokus på riffene og samspillet mellem disse og Anders Fridéns vokalføring, uden at det bliver pakket ind i elektroniske elementer og andet fyldmateriale. Björn Gelotte er vågnet fra flere års riff-dvale og har skruet op for såvel tempo som intensitet. Det er ikke altid en succes, men generelt er det positivt, at guitaren igen er en markant del af lydbilledet.

Pladens fire indledende numre er derfor medrivende, hvor specielt ’I Am Above’ viser, at In Flames i høj grad stadig kan skrive idérige heavy metal-skæringer. Herefter er det desværre småt med højdepunkter, og In Flames henfalder til middelmådigt materiale og tæt på intetsigende skæringer. Kun få numre vækker lidt af den kendte gnist. ’Burn’ holder et spændende tempo og har et velskrevet vers, der balanceres med det melodiske, velklingende omkvæd. Kan man holde til det melodiske element, er den afsluttende ’Stay With Me’ endda en mindre overraskelse a la ’Metaphor’ fra ’Reroute to Remain’ (2002). Mere har pladen ikke at byde på.

Svenskernes 13. fuldlængdeudgivelse forsøger at please de nostalgiske fans og samtidig være gylden mellemvej og bro fra det dybe bagkatalog og ind i fremtiden. Det er endda lige før det lykkes, men desværre strander projektet i kvalm sangskrivning, der hyppigt søger at indkapsle og ramme det store stadion-segment. Den kedelige ’(This Is Our) House’ og ligeledes den ubehagelige ’In This Life’ er gode eksempler.

In Flames har skruet op for guitaren, men forsætter grundlæggende i samme middelmådige, lettere indifferente spor som på de to foregående plader. Halvdelen af ’I, The Mask’ er ganske interessant og lyttevenlig med flere deciderede højdepunkter, hvorimod resten af pladen er fuldstændig uinteressant, kedelig og fyldt med fejlskud.