RF 23: Lige på og ingen vaseline
Deaf Club brugte Gloria til det, scenen er bedst til: Cirkelspark og rå punk. Desværre fik de ikke så meget tid, som vi kunne have ønsket os.
Supergruppen Deaf Club var et tiltrængt regnskyl ovenpå en knastør festival. En lise for den sorte sjæl på en festival, hvor metallen havde trange kår.
Anført af Justin Pearson, kendt fra blandt andet Dead Cross og The Locust, og flankeret af medlemmer fra ACxDC (der i øvrigt spillede på Roskilde sidste år), The Manx og Weak Flesh, gav de os 45 minutters cirkelspark i øregangene på den der fede måde.
Skal man tro gruppen selv (og de må vide bedst), så er deres eneste formål at gøre op med “god smag” og at konfrontere os alle sammen med de dårligdomme, vores samfund er grobund for. Om de gør det, er svært at sige, men de crustede, punkede og grindede sig igennem sættet med stor entusiasme og fik sat et vældigt leben igang i publikum.
Og her skal lige en lille sur smiley ind - ikke til bandet, men til Roskildes vagter: Engang var I seje og kunne alt muligt fedt til metalkoncerter. Nu er I bange for jeres egen skygge, selvom der ikke er skyggen af noget som helst farligt i pitten. Øv, hvor fik de afbrudt mange glade menneskers (let udadreagerende) dans, og det var virkelig ærgerligt. Deaf Club er ikke store nok til for alvor at kunne lave, hvad der fra nu af er kendt som “en Homme”, og vagterne fik derfor ikke skældud – men det burde de have fået.
Sættet bestod i store træk af deres eneste fuldlængde plade 'Productive Disruptive' fra 2022, og selvom pladen er en hidsig én, så var det endnu vildere live. Jeg er muligvis nem at imponere, men jeg elsker de klassiske punk-tricks med at stoppe hele SM58’eren ind mellem tænderne, ligesom jeg synes, at det nærmest aldrig bliver for gammelt, når bands sviner Trumps lille… ego til fra scenen. Pladen 'Productive Disruptive' blev i øvrigt optaget d. 6. Januar 2021 og har dermed nærmest mytisk kommenteret begivenhederne på Capitol i realtid. Og det kan sgu også noget.
Sættet vekslede - i hastigt tempo - mellem crust, powerviolence, punk, grind og de helt-nede-i-knæene-tunge grooves, om end sidstnævnte nærmest var i forbifarten. Nærværet var mærkbart, og mens Pearson hidsigt pacede scenen var vi alle sammen ret klar til at gøre oprør mod et eller andet - som indpisker gjorde han det ganske enkelt glimrende.
Jeg havde dog håbet på et par bangers til os, der ikke havde studeret pladen forfra og bagfra på forhånd, men det er nok lige i ånden, at det der med hits ikke rigtig er noget, Deaf Club gør. De kunne til gengæld give os et intenst show, der ud over at være tight som en rottes røv, gjorde os klar til mere Roskilde-pop. Tak for det.