Copenhell 23: Bøllebank i pitten
20 minutter blev til 30 seje minutter, da der var australsk smadderkasse på menuen fra det unge band Speed.
Med "this is fucking hardcore" blev der beordret pit lige fra den første akkord fra australske Speed. Og det kom der også fluks, for Speed var leveringsdygtige i en hardcore så intuitiv, at publikum egentlig ikke behøvede en opfordring til at starte en pit. Musikken kunne bruges som perfekt indledning til, hvad hardcore egentlig er, hvis den slags musik kom på skoleskemaet, og skulle eksemplificeres af nogen, som allerede havde taget kurset og bestået med udmærkelser.
Speed havde med showet på Copenhell sit første besøg i vores ende af verden. Bandet kommer fra Sydney, hvilket de fik nævnt adskillige gange, og syntes man, at det er lidt rigeligt allerede, at have skrevet hardcore fire gange i artiklen her, så er det intet mod, hvor mange gange bandet selv fik nævnt det. Og det vel at mærke på et tyve minutters show, for selvom man var rejst fra den anden ende af verden, så er et intenst hardcore-sæt kun på 20 minutter. No fillers, tak. Klokken rundede dog ind på næsten 30 minutter, trods alt, men der skulle jo også snakkes mellem numrene. Og uanset hvem, der havde mikrofonen, for der blev nemlig skiftet lidt rundt på guitar, bas og vokal medlemmerne imellem, så var Speed også stærke udi speed-talking.
Pit-insisterende
Det var helt sandt, når bandet konstaterede, at musikken var lavet til pitten, og på intet tidspunkt var der pause i pitten foran Gehenna, der i det hele var velbesøgt af både fans af genren, og nysgerrige, der blot skulle have et alternativ til Ghost, der spillede imens. Og det var svært ikke at lade sig rive med af spilleglæden, iveren og den herlige ungdommelige energi fra knægtene, der havde meget på hjerte. Selv i en sang, hvor der blev sunget, hvad der lige faldt sangeren ind, for det var en sang uden fast tekst.
Men ellers blev intet nu overladt til tilfældighederne. Lyder var god, som vanligt fristes man til at sige på Gehenna, og trykket fra guitarerne havde også metal i DNA'et, mens riffene var stramme, rytmiske angreb som det så udmærket kendes for genren. Med masser af temposkift gik det over stok og sten i hastigt tempo til tunge beatdowns, hvor der virkelig tunne trampes støv op i pitten.
Med et så smittende live-show, så vil det næppe være sidste gang, man kan finde Speed på vore kanter, på store festivalscener, som bandet med lethed vil kunne spille op baseret på præstationen på Copenhell eller mindre scener, hvor undergrundsstemningen også vil passe til bandet. Og med et positivt budskab om at leve sin drøm, for bandets medlemmerne fortalte, at de var ikke anderledes end os foran scenen. Vi er alle blot mennesker. Det kan der være noget om, men i denne halve time, så var Speed nu stjerner, selvom musikken egentlig føltes hørt og gennemtestet og -tæsket af så mange andre før dem. Det handler om attitude og leverance, og begge dele var helt formidable her.