Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival ´22: Cantrell og kaskader af kant fra punkens undergrund

Populær
Updated
2jerry-cantrell-47-1652251697
søndag
mandag
tirsdag
onsdag
torsdag
fredag
lørdag

Roskilde Festival offentliggør årets spilleplan samt endnu flere spændende navne til årets festival, og vanen tro graver vi ned i dem, der er værd at lytte til.

Titel
+ Moscow Death Brigade + Rolo Tomassi + Surfbort + Daufødt + Gabestok + Joe & the Shitboys + Korter I Flog
Dato
11-05-2022
Koncertarrangør

En punket og kaotisk omgang, der tager højde for de mere rockede sensibiliteter. Det er en kort opsummering af dette skud offentliggørelser til årets festival.

Jerry Cantrell


Det er svært at stå i skyggen af så ikonisk en musiker som Layne Staley. Ikke desto mindre har det været virkeligheden for Jerry Cantrell, der måtte føre bandet videre efter forgængerens tragiske død. Og det har han gjort med bravour. Sammen med resten af dette band, gav han en fremragende koncert på Copenhell i 2018, og nu er tiden så kommet til, at vi skal se ham solo. Han har en lang solokarriere bag sig, og senest udgav han pladen 'Brighten' sidste år. Den regner vi med at høre flere skæringer fra til sommer.

Læs seneste koncertanmeldelse her.


Biffy Clyro


Inde i de fleste hårde hunde gemmer der sig også en kælen missekat, der nogle gange kan lide at have det sjovt i stedet for at at stå med rynkede bryn og korslagte arme. Til de stunder har Roskilde Festival booket skotterne i Biffy Clyro, der selvom de efterhånden har rykket sig et stykke væk fran den alternative rock, der var udgangspunktet, stadig forstår at samle et publikum og sætte en fest i gang. Sidste år udkom 'The Myth of the Happily Ever After', der ligger på 91 ud af 100 på metacritic, og derfor i de flestes øjne må benævnes som en habil plade.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Rolo Tomassi


Rolo Tomassi er svære at sætte en etiket på, med mindre det er en håndskrevet etiket, hvor ordet "kaos" kan skimtes. Oven på en velmodtaget plade tidligere i år, rejser Rolo Tomassi rundt med de lige så eklektiske  Pupil Slicer og Ithaca og slår også et smut forbi Roskilde. Om det drejer sig om rodet mathcore, sjæludkrængende screamo eller en fremragende fornemmelse for stille passager og ren vokal er Rolo Tomassi over det hele, men en ting er sikkert: De er ikke kedelige.

Læs alt om bandet her


Læs seneste pladeanmeldelse her

Læs seneste koncertanmeldelse her

Gabestok


Københavns mest attitudefyldte black metal band passer perfekt på Roskilde Festival. Over en mudret bund, lægger duoen skærende guitar og første-bølgereminiscente falset skrig, der får det hele til at gå op i en højere, hektisk enhed. På seneste plade, 'En Gang Rådden', kom de virkelig ud af kælderen og fik føjet en fylde til lyden, der nok skal trække publikum til.

Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste koncertanmeldelse her

Moscow Death Brigade


Disse russeres fandenivoldske hiphop er givetvis ikke alles kop te vore læsere imellem, men det er Boltcutter Vlad, Ski-Mask G og Ghettoblaster G-Ruff da bedøvende ligeglade med, og med god grund.
Med elefanthuer, hardcore-attitude og politiske paroler, der næppe falder i god jord med dumaen derhjemme, er Moscow Death Brigade en trio, der over 15 år har talt i Caps Lock mod krig og diskrimination, mere ofte end ikke i modstand mod hjemlandets regerings gængse tone. Vreden er i hvert fald ikke til at gå fejl af, og antager samtidig en nærmest punk-rave´t karakter, som uden tvivl vil falde i god jord med den mest feststemte del af Dyrskuepladsen, uanset hvilket musikalsk miljø du ellers typisk måtte identificere dig med.

Surfbort


Det er kun fem år siden, at Dani Miller & co fandt sammen i Brooklyn og fik stablet debuten 'Friendship Music' på benene kort derefter. En enkelt fuldlængde mere er det blevet til siden med Linda Perry fra 4 Non Blondes bag producerpinden, og Perrys fortid er måske i virkeligheden meget indikativ for, hvor vi er henne musikalsk – hidsig indie-punk med undertoner af grungens upolerede facade, og så alligevel med en eller anden positivt smittende energi, der får én til at smile, selv når Dani fx i 'FML' prøver at bilde os ind gang på gang, at hun vil dræbe sig selv. Hvis du trænger til at brøle dine frustrationer ud over den der voldirriterende nabolejr, der har spillet techno hele natten, så kan Surfbort i hvert fald helt sikkert hjælpe humøret på bedre køl.

Daufødt


Annika Homme er vred. Vred over konventionerne, over middelmådigheden, på autoriteterne, og som enhver forhåbentlig ved, så bør man høre efter, når nordmanden er vred. Det bør man også gøre her, hvor den dødfødte (ja, det betyder Daufødt på dansk) kvartet fra Kristianssand får et skud på Rising-scenen til at charmere sig ind på Roskilde-pøblen med deres finurlige, finsk-farvede kostumer og non-stop energyboost af punk-hymner med, hvad dertil hører af harme mod systemet.
Husk knyttede næver.

Joe & the Shitboys


Med titler som 'Save the Planet, You Dumb Shit' og 'If You Believe in Eating Meat, Start with Your Dog' er der næppe megen tvivl om, hvor vi er henne musikalsk. De færøske veganer-punkere er et dugfriskt foretagende, som utroligt nok vandt en pris på hjemøen for bedste gruppe i 2020, og deres tekster peger nådesløst fingre af alt og alle – og så er det jo næsten umuligt at blive forarget.
Livet er godt, og du stinker – det siger vi så, Joe, så længe du leverer festen i obligatorisk korte ét-minuts-punkbombardementer, så skal vi nok komme og stinke med dig en times tid.

Korter I Flog


I den mere kuriøse afdeling finder vi disse islændinge, der velsagtens befinder sig i en drømmeverden et sted mellem Neu!´et kraut, udknaldet 80er no wave og shoegaze´de støjflader. Korter I Flog frabeder sig tydeligvis de konventionelle rammer, og den kunstneriske frihed er også en del af deres koncerter, hvor publikum ofte får lov til at joine på scenen, fordi vi alle skal være frie til at spille med og alt det der.
Kig forbi, føl din indre tripper-muse og se for egne øjne, om det er så anarkistisk som Youtube efterlader én med indtrykket af – medbring også gerne lidt knæhøj karse.