Copenhell 2018: "Hey, let 'em do it again, yeah"

Populær
Copenhell 2018: "Hey, let 'em do it again, yeah"

Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.

Dato
22-06-2018
Trackliste
1. Bleed The Freak
2. Check My Brain
3. Again
4. Them Bones
5. Dam That River
6. Hollow
7. Nutshell
8. No Excuses
9. We Die Young
10. Stone
11. It Ain't Like That
12. Man In The Box
13. The One You Know
14. Would?
15. Rooster
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Efter Deftones’ glimrende præstation tidligere på dagen var det Alice in Chains’ tur til at gøre dem kunsten efter og bevise, at rutineret på ingen måde behøver at betyde udtjent. Pladsen var rigeligt fyldt ud foran Copenhells store Helviti-scene, da forsangerduoen Jerry Cantrell og William DuVall sammen med rytmemaskineriet Mike Inez og Sean Kinney uden omsvøb kastede sig ud i ’Bleed the Freak’ fra debutalbummet ’Facelift’. Og hvad der derefter fulgte, var en perlerække af grungeklassikere, der lod meget lidt tilbage at ønske.

De to sangere fremstod tilknappede og med en gennemført coolness over sig i læderjakker og solbriller, der dog hurtigt røg af, da bandet fik spillet sig varme, og stemningen begyndte at koge blandt det feststemte publikum. Den groovy ’Check My Brain’ og den tungt huggende og indebrændte ’Again’, fra bandets sidste plade med den afdøde forsanger Layne Staley, fulgte, fremført til perfektion af Seattle-kvartetten. Hittet ’Them Bones’ fik, for første af mange gange i aften, fællessangen til at klinge over pladsen, og Alice in Chains virkede da også oprigtigt glade og overraskede over den varme modtagelse fra tilskuerne.

’Dam That River’ gav DuVall en glimrende chance for for alvor at bevise, at han er en værdig arvtager til Layne Staley. Han greb den til fulde. Den stemningsfulde og afdæmpede ’Nutshell’ fra ep’en ’Jar of Flies’ blev dedikeret til de to afdøde bandmedlemmer Layne Staley og Mike Starr, og gav det hengivne publikum en idé om, hvad der virkelig gør Alice in Chains til så unikt et orkester: tostemmigheden. Når harmonierne for alvor swinger mellem Cantrell og DuVall, findes der uendeligt få sangerpar, der kan gøre dem kunsten efter. Og det gjorde harmonierne i aften. Alice in Chains dosererede den professionelt udførte musik, den gennemført rock’n’rollede coolness på scenen og interaktionen med publikum perfekt. Og når man samtidig har et bagkatalog af klassikere som deres, kan det kun blive en mindeværdig oplevelse.

På sangskrivningsfronten haltede bandets seneste plade, ’The Devil Put Dinosaurs Here’, desværre en smule, og den nye singleforløber ’The One You Know’ var også aftenens med afstand svageste nummer i en sætliste, der bød på en god håndfuld klassiske grungehits som ’We Die Young’, ’Man in the Box’ og ’Would?’, der endnu engang resulterede i en gedigen gang fællessang fra det talstærke publikum.

Alice In Chains spillede en glimrende og mindeværdig koncert på Copenhell i 2013, der blandt andet bød på 20 minutters strømafbrydelse. Dengang var der stor diskussion blandt metalpublikummet op til koncerten, om et orkester som dem overhovedet havde noget at gøre på en metalfestival. Deres berettigelse beviste Alice in Chains allerede dengang, og det blev blot understreget i dag med en, om muligt, endnu bedre koncert. ’Rooster’ fra bandets hovedværk ’Dirt’ afsluttede en magtdemonstration af en koncert fra amerikanerne og blev brølet af sted fra tusindvis af struber, blot for at understrege, at det netop er bands som Alice in Chains, der, med et bagkatalog af ypperste kvalitet og et gennemført showmanship på scenen, kan levere de helt store samlende oplevelser for metalfans på tværs af genrer, alder og præferencer.

Og det var lige præcis det, de gjorde i aften.