Fri af fortiden med konceptplade
Populær
Med deres 15. album kigger Sepultura både frem og tilbage. De har hævet ambitionsniveauet til nye højder og indfrier dem delvist takket være mandsmod.
2. Means to an End
3. Last Time
4. Capital Enslavement
5. Ali
6. Raging Void
7. Guardians of Earth
8. The Pentagram
9. Autem
10. Quadra
11. Agony of Defeat
12. Fear, Pain, Chaos, Suffering
Sepultura, der blev dannet i Belo HoriZonte tilbage i 1984, blev voldsomt populære i starten af halvfemserne på ryggen af ‘Beneath the Remains’ fra 1989 og særligt ‘Arise’ i 1991. Derefter fulgte to kæmpe plader, ‘Chaos A.D.’ fra 1993 og ‘Roots’ fra 1996. Desværre gik der internt fnidder i lejren og forsanger Max Cavalera forlod bandet ved udgangen af 1996.
Bandet var på tærsklen til verdensherredømmet, men det hele flød ud på gulvet. Resten af bandet fortsatte dog videre. De søgte efter en ny sanger, og Chuck Billy fra Testament og Phil Demmel, der spillede guitar i Vio-Lence og Machine Head, var begge forbi, men blev ikke valgt, da Sepultura bedre kunne lide Derrick Green fra Cleveland, Ohio i USA. Et relativt ubeskrevet blad i branchen, men ikke desto mindre var det sangeren, der blev valgt. ‘Against’ fra 1998 blev den første plade med Derrick Green, og her 22 år senere er det stadig den høje amerikaner, der brøler for Sepultura på ‘Quadra’. Til sammenligning var Max Cavalera kun i bandet i 12 år.
Det er guitarist Andreas Kisser, der er Sepulturas kreative kerne, og med ‘Quadra’ har han skabt en slags konceptplade ud fra bandets mangeårige historie. ‘Quadra’ kan tolkes på flere måder, hvoraf den, der ligger lige til højrebenet med firkant eller fire sider, er den, som pladen er bygget op på, mens der også er den portugisiske fortolkning af ordet, der kan betyde bane, eksempelvis en fodboldbane, eller boligområde. Så Kisser leger med konceptet på flere niveauer. Men tager vi den med fire sider, så er pladen faktisk bygget op som en fire-siders plade med tre numre på hver side.
De tre første sange på side 1 er regulære thrash-sange, som man kender dem fra Sepulturas klassiske periode. Side 2 er tre sange, hvor der er mere groove over trommerne, som de eksperimenterede med på ‘Roots’, hvilket er helt tydeligt på ‘Capital Enslavement’, der åbner den side og har en spændende afslutning med nummeret ‘Riot’, som har et klassisk Green-omkvæd, hvor hans vokal får lov at folde sig ud i det snerrende register. Side 3 er er mere progressivt inspirerede numre, ligesom på den forrige plade, og det høres særligt på den anderledes, men sært udmærkede ‘Guardians of the Earth’, der åbner med en akustisk guitar og eksploderer i et kæmpe korarrangement, før Derrick Green igen melder sin ankomst med en stærk vokal. Her er ‘Autem’ også et udmærket nummer.
Hør åbningsnummeret 'Isolation':
Side 4 er der, hvor Kisser lader det melodiske flyde, og det er klart pladens svageste del. De tre numre er ikke værd at skrive for meget om. De får hjælp af brasilianske Emmily Barreto fra rockbandet Far From Alaska i det afsluttende nummer ‘Fear, Pain, Chaos, Suffering’, der er alt andet end en god afslutning på pladen.
De forskellige stilskift kan man således sagtens høre. Også selvom Sepultura faktisk allerede i de tre første numre eksperimenterer med den klassiske thrash-lyd, hvor de har både kor og pompøs produktion til at løfte det til lidt mere end blot en kedelig kopi af fortidens lyd fra firserne og halvfemserne. Netop den fyldige produktion er igen i hænderne hos svenske Jens Bogren, der også drejede på knapperne på den forrige ‘Machine Messiah’. Det lyder godt, og selvom de eksperimenterer her og der, så er lyden umiskendeligt Sepultura hele vejen igennem.
Eloy Casagrande, der nu er bag trommerne på sin tredje plade med Sepultura, har fundet sin egen lyd, og bandet er endegyldigt fri af Cavalera-brødrenes tentakler. Omend den kaster lange, historiske skygger, så er Sepultura med ‘Quadra’ helt deres egen uden på noget tidspunkt at trække veksler på fortiden. Det er modigt af Andreas Kisser og resten af Sepultura og bidende nødvendigt.
Det er både godt og skidt. Skidt fordi Sepultura var virkelig stærke og populære dengang, men godt fordi de på ‘Quadra’ virkelig får eksperimenteret og tydeligvis har fundet deres egne fødder. ‘Quadra’ er således hverken bandets bedste plade, men så afgjort heller ikke blandt de dårligste.
Means to an End: