Fint visit i graven
Populær
At the Grave har medlemmer fra bands som Dawn of Demise, Panzerchrist og Illdisposed og spiller - sikkert ikke overraskende - dødsmetal og det i en glimrende og ligefrem form.
2. We're At The Grave
3. Coffin Blues
4. Funeral Rites
5. The Burial Ballad
6. Suit Up - It's Your Funeral
7. Memorial Service INC.
8. Excavated Soil
9. Open Casket
10. Let Me Go
11. A Parting Guest
12. Don't Stand Upon My Grave
Man lægger hurtigt mærke til, at brølet, som i øvrigt starter hver sang med "We're at the grave", lyder henad Bo Summer. Og det er da også Illdisposed-frontmanden i egen høje person. Således har Thomas Egede, som har dannet bandet, allerede sikret sig, at folk, som ikke har nok i Illdisposed eller bare vil høre det nådesløse growl i en mere brutal sammenhæng, helt sikkert vil tjekke skiven ud.
Men hvad får de så? Jo, det er en omgang ret brutal dødsmetal, som alligevel trækker veksler på en solidt rockende og groovy fundament - guitarist og sangskiver Thomas Egede, har trods alt en fortid i de tunge groove gutter i Dawn of Demise. Musikken søger ikke at skabe noget som helst nyt, til gengæld er musikken temmelig levende og det fornemmes, at det her projekt har været Thomas Egedes hjertebarn og fokus i et stykke tid.
Albummets lyrik spænder ikke langt fra temaet i bandnavnet. Der er 'Coffin Blues', 'Open Casket' (ikke den af Death!), ' Suit Up - It's Your Funeral' og andet i den dur. Ikke videre seriøst, men det passer til projektets ånd, der synes at have karakter at et sideprojekt for i hvert fald flere af de involverede: Det skal være sjovt at spille, og så er alt andet ligegyldigt.
På trods af Bo Summers karakteristiske growl, så er det, som om der er valgt en lidt anden tilgang til vokalproduktionen end i Illdisposed, så han lyder ikke fuldstændig, som han gør i Illdisposed. Et fornuftigt træk, og resultatet er en veleksekveret, rå og knusende vokal, der passer godt til de brutale riffs, der, når det ikke lige groover i korte sekvenser, holder et godt højt tempo.
Albummets 11 sange - 12, hvis man tæller introen med - er ikke supergodt varierede i forhold til hinanden eller for den sags skyld i forhold til dødsmetallens meritter, siden Death, Morbid Angel og Cannibal Corpse gjorde dødsmetal stort. Men der er alligevel fornuft i at investere i albummet alligevel. Det er en omgang ganske glimrende sange, selvom de ikke revolutionerer, og udover en fin vokal, så er der adskillige stærke riffs over det energiske bombardement fra Simon Schilling (Panzerchrist m.fl.) på trommerne.