RB 26: Sort storm uden kraft
Yellow Eyes leverer kompleks black metal – men drukner i Engine Rooms sløjt buldrende lyd og en sceneoptræden så livløs, at selv pladens magi forsvinder.
The Thought of Death
?
Confusion Gate
Sick With Bloom
When Jackie’s Lamps Have Showed
Dedikation må til, når der står black metal på programmet på andendagen kl. 13. Tid, jeg snildt kunne have brugt ved tasterne, men det må så vente, når stilen er så stærk som her fra Skarstad-brødrene, der driver Yellow Eyes, og når rygterne om deres show i tirsdags på BETA fortsat florerer i det gode selskab, der da lige tager dem én gang mere i dag. Sidste års ‘Confusion Gate’ taler da også sit eget tydelige sprog, hvor vekselvirkningerne mellem dissonans og harmoni, mellem riffmure og indlagt luft til at strække ud, demonstrerer bandet fra sin mest ambitiøse side indtil videre.
Desværre er det ikke samme bismag af imponade, der slår os først her i Engine Room. Faktisk nærmere det modsatte, hvor rummet endnu engang viser sig fra sin mest buldrende side og udvasker nuancerne i det, der gør Yellow Eyes så velsmurte på plade. Der er tilmed noget nærmest demonstrativt i, hvor lidt bandet bevæger sig på scenen. Der er ingen synlig forskel overhovedet fra den atmosfæriske intro over backingtracket, til de slår ind med åbningsnummeret fra ‘Confusion Gate’ – hver mand står fokuseret indenfor sin firkant på scenen, uden på nogen måde at fysisk engagere sig i materialet. Og med en keyboardist, der måske sammenlagt har fem minutter i hele sættet, hvor han ikke står med hænderne bag ryggen, er det vitterligt ikke en koncert, der giver meget ved dørene.
Forstå mig ret – med pladen i baghovedet kan jeg godt genkende det Yellow Eyes, jeg kender, og det er da også forudsigeligt nok det nye album, der er i fokus på dagens sætliste. Og det vævende samspil Skarstad-brødrene imellem på de to guitarer tilfredsstiller stadig, ikke mindst i den lange åbner og det mere drømmende ‘Confusion Gate’-titelnummer. Lidt som hvis Wolves in the Throne Room skruede op for kompleksiteten og doserede stænk af Ved Buens Ende i deres sorte gryde. Det spiller, og de har uden tvivl deres på det tørre, men det er umuligt at sidde overhørig, hvor meget Engine Room spiller imod dem, som den værste modspiller af alle Roadburn-scenerne.
At det så tilmed er black til den introverte side er jo så blot en smagssag - men det gør det om ikke andet heller ikke mere spændende at kigge på fem mænd, der dybest set ikke gør andet end at stå stift vuggende i hver sin positur. Ikke, at Yellow Eyes er overmåde teknisk, men der er alligevel friske spring fra tremolofræs til brede akkorder, fra det raspende hæse til det messende dybe, og lidt afmålt luft imellem tonerne fra tid til anden. Og det er så i de dynamiske spektre, at de gør sig bedst, men ikke, når man som her ikke ordentligt kan adskille hvad der foregår, og bandet tilmed gør så lidt udadtil for at sælge varen.
Det skulle da lige være i den afrundende ‘When Jackie’s Lamps Have Showed’, hvor Mike Rekevics undtagelsesvis forlader trommestolen og indtager mikrofonen i front, stålfast i bar overkrop og demonstrerer en anden, mere dyster side af Yellow Eyes-repertoiret. En interessant outro, der ikke på samme måde lod sig skæmme af de lydlige rammer, men desværre for lidt og for sent til at indhente nok terræn.
En koncert, jeg meget hellere havde oplevet på BETA i tirsdags, men når nu det ikke kan være anderledes, så må vi leve med det næstbedste – uagtet hvor meget større et publikum de her har at traktere i Tilburg. Man kan ikke vinde hver gang.