Sange til glemmebogen
Engang var Venom stilskabende. Nu skaber de mest kedsomhed.
2. Lay Down Your Soul
3. Nevermore
4. Man & Beast
5. Death The Leveller
6. As Above So Below
7. Kicked Outta Hell
8. Legend
9. Live Loud
10. Metal Bloody Metal
11. Dogs Of War
12. Deathwitch
13. Unholy Mother
Når man bruger otte år på et nyt album, er det enten, fordi man virkelig har gang i et på alle måder stort værk, som kræver finpudsning, studietimer og tid, eller også er det, fordi man ikke rigtig har noget nyt at sige.
Venoms 'Into Oblivion' falder – som de fleste af gruppens udgivelser efter 1985 – tydeligt i den sidste kategori. Den eneste grund til, at albummet udkommer, er formentlig, at det giver Cronos og hans to anonyme lejesvende (de har været med hhv. 19 og 17 år, og folk kan stadig ikke huske, hvad de hedder) en anledning til endnu en turne. Havde man på baggrund af deres virkelig stærke koncert på sidste års Metal Magic håbet på et brag af en plade, bliver man skuffet. Men det vidste man selvfølgelig godt, for briterne har aldrig kunnet ramme samme vildskab og attitude som i de tidlige år. Det kan de heller ikke på 'Into Oblivion', der, som titlen antyder, er lige til glemmebogen.
Det er ellers ikke, fordi 63-årige Cronos & co. ikke forsøger at overbevise lytteren om, at det her er klassisk Venom. Den digitale øjebæ refererer selvfølgelig til 'Black Metal', en af sangene hedder 'Lay Down Your Soul', en anden 'Live Loud' (og ikke 'Like an Angel'), en tredje 'Metal Bloody Metal'. Det er, som om Venom af al magt forsøger at overbevise os om, at de skam er det rigtige Venom og ikke Cronos' Venom.
Men guitarist Rage (jeg måtte slå det op, for jeg kan ikke huske ham) er sådan en fyr, der kan skrive rigtig mange riff, som ingen kan huske. Og trommeslager Danté forsøger med sin bedste Abaddon-imitation, men er ude af stand til at spille fedt og smadret, så det bliver bare et forsimplet og dumt trommespil i stedet, hvor Abbadon lød, som om det hele hele tiden var ved at falde fra hinanden og vælte ned ad trapperne. Produktionen vil være skramlet, men lyder kraftesløs og demoagtig uden den buldrende rumklang og de fræsende guitarer, der kendetegnede lyden i storhedstiden.
Engang var briterne stilskabende og satte nye grænser for, hvor grimt og bøllet musik kunne være. Med 'Into Oblivion's fjerde sang, 'Man & Beast', sætter de i stedet nye grænser for, hvor ringe et nummer et stort band kan finde på at byde deres lyttere:
Det lyder som noget, de fleste tredjerangs-groove thrash-bands fra 90'erne ville kassere for at være et nummer for sløjt. Nogen burde også have kasseret den utålelige bøvertgroover 'Dogs of War'. For ikke at tale om det elendige funk-mellemspil, der gør den i forvejen dødssyge 'Kicked Outta Hell' decideret frastødende. Og 'Nevermore' gentager bare bevidstløst titlen som omkvæd, mens sekundathrashen tøfler derudad.
De seneste mange Venom-album har været over 50 minutter lange. Det er det moderne Venom slet ikke fede nok til. 'Into Oblivion' skal have point for trods alt kun at være 43 minutter. Men det føles nu længere. Og 13 numre er alt for mange til at holde lytterens interesse, hvor kun den doomy 'As Above, So Below', 'Death the Leveller', 'Lay Down Your Soul' og lidt af guitararbejdet og omkvædet i 'Legend' er noget, der er lidt ved (sidstnævnte har så til gengæld rigtig meget tvivlsom groove metal, der trækker ned). Bedst er den afsluttende 'Unholy Mother', der udvider formlen med mere guitarlir og sågar temposkift og noget mere "progressivt" og ender med at lyde lidt som et Triptykon-demonummer. Her høres der en ondskab, der lyder mere ægte. Men det meste af 'Into Oblivion' lyder som tørvetrillerthrash, der både er monotont og alt for pænt.
Spiller de live i Danmark igen, er der al mulig grund til at se Venom igen. Bare de holder sig fra at spille numre fra det album, der er undskyldningen for at turnere igen.