Tungt, trygt og glemt igen
Kadavermarch rammer groove og tyngde, men beviser også, at selv gode riffs ikke altid er nok.
The Burner
Witches of Old
I Hate Whistling People
Nightfall
Dying Realm
Golden Gates
The Great Escape
Riding on the Edge of Insanity
Carcass
Er du endnu ikke stødt på Kadavermarch, så er vi ude i den ende af genrespektret, der dyrker guitar-riffet som religion. Som de selv benævner det i deres band-bio, er vi ude i en omgang rendyrket riff worship, spillet af musikere, der tydeligvis ved, hvad de laver – og som også ved præcis, hvad de vil. Spørgsmålet er snarere, om de vil nok.
Fem år har de på bagen, og selvom titlen kunne snyde, er denne selvbetitlede plade altså ikke deres første, men opfølgeren til 2022's ‘Into Oblivion’. Hvor debuten hældte en anelse mere mod stoner metal, er kommaet her rykket, så vægtskålen nu mest læner sig over i stoner metal – en forskel, der dog primært mærkes i detaljerne og attituden snarere end i nogen reel fornyelse.
Lineuppet tæller velkendte ansigter på den danske scene, såsom Illdisposed-guitarist Ken Holst og Råhuset/Basement-booker Jeppe Greve på orgel, men musikken ligger dog en kende fra medlemmernes øvrige meritter. Tættest på en stilistisk ledetråd kommer nok trommeslager og sanger Aske Kristiansens med hans fortid i Helhorse, der ligeledes havde en vis melodisk tyngde … men et større grundlag for sammenligning end det er der nu alligevel ikke.
Andreas Benthien (guitar/sang) og Kristiansens tostemmige vokaler lyder sådan set godt og skærer da også flot igennem riffmuren – men fordi de konsekvent mødes i samme toneleje, ender de desværre også med at blive en del af monotonien snarere end et modspil til den. Det er effektivt, men desværre også lige lovligt forudsigeligt.
Overordnet er ‘Kadavermarch’ sådan set hyggelig og groover da for så vidt solidt af sted i sit eget tempo uden at stille de store krav til lytteren. Som fx ‘The Burner’, der åbner ud med et riff, der lige så godt kunne være rippet fra Matt Pikes håndbog, og står som et af pladens mest slagkraftige øjeblikke. Omvendt trækker ‘Nightfall’ helt bevidst tempoet ud og giver tiltrængt luft halvvejs inde i pladen med simpelt pulserende bas og en lækkert dvælende atmosfære, som et af pladens mest bevægende indslag.
Indimellem finder vi så numre som ‘Dying Realm’, ‘I Hate Whistling People’ og ‘The Great Escape’, der alle lider under at være låst i den fortærskede stoner-trædemølle og passerer forbi uden at gøre det store indtryk. Selvom idéen bag den langsomt opbyggende ‘Golden Gates’ er nok så sympatisk, kræver den mere tålmodighed, end udbyttet kan opfylde, og det er således først på ‘Riding on the Edge of Insanity’, at der igen kommer noget saft og nerve tilbage i spillet, inden ‘Carcass’ lukker pladen flot af med store armbevægelser, patos og lækkert lir, lige som pladen rinder ud.
Kadavermarch opnår givetvis det, de sigter efter: et tilgængeligt stoner-album med solide riffs, lejlighedsvise hooks og hæderligt håndværk. Det er fx ikke svært at forstå, hvorfor de blev valgt som opvarmning for Eyehategod tilbage i foråret. Men hvor Kadavermarch – inden de vel at mærke lagde bandet på is her ved årsskiftet – henover et par år gav deres bidrag til den danske stoner metal-scene, manglede de ganske enkelt mere saft og kraft i sangskrivningen her på ‘S/T’. Et levende bevis på, at riffs ikke er nok i længden, selv når de som her er nok så velspillede.