Ulve i helsekostbutikken
Ulver foretager endnu et stilskifte. Denne gang i retning af new age og ambient. Det er vellydende og vellavet – men lægger man egentlig mærke til, at det er det?
2. Elephant Trunk (3:32)
3. Weeping Stone (4:09)
4. People of the Hills (4:00)
5. They're Coming! The Birds! (2:53)
6. Hark! Hark! The Dogs Bark (2:44)
7. Horses of the Plough (4:39)
8. Pandora's Box (4:13)
9. Quivers in the Marrow (3:21)
10. Welcome to the Jungle (4:15)
11. Fire in the End (5:03)
Jeg har altid været lidt irriteret over, hvor meget folk falder på halen over Ulver og opfatter dem som genrenedbrydende, originale og eksperimenterende. Lige siden de forlod metallen er det, som om de er blevet universelt hyldet som enormt nyskabende, når deres eksperimenter har været temmelig retningsløse og kedelige, som fx på 'Themes From William Blake's The Marriage Between Heaven and Hell', eller simpelthen for blot at skifte stil til en genre, andre har gjort før og gjort bedre.
Fx 'Kveldssanger', der egentlig bare er et neofolk-album i den meget monotone ende af en genre, der har budt på langt bedre værker. For slet ikke at tale om 'Perdition City', der i 2001 blev hyldet som genialt og nyskabende for at lyde som triphop fra midthalvfemserne. Eller 'Childhood's End' fra 2012, der bestod af psych rock-covers og udkom længe efter, at 00'ernes syrerockbølge havde toppet. Eller de seneste par synthpop-plader, der jo for helvede ikke er særlig nyskabende; nogle gange er de bare vellykket synthpop.
Evige genreturister ...
Ulver er utvivlsomt dygtige til det, de gør, men de kommer altid lidt for sent til festen, og temmelig ofte udgiver de en slags stiløvelser eller pasticher i velkendte genrer; de evige genreturister. At så mange falder på halen over det, skyldes – det er i hvert fald min teori – at virkelig mange metallyttere ikke følger med i andet end metal og derfor er nemme at imponere, så snart et band med en form for metalrelevans laver noget lidt andet end det sædvanlige. Tænk bare på, hvordan et stort dansk metalmagasin bliver voldsomt imponerede, når et dansk band laver noget, der lyder som soundtracket til 'Spawn'-filmen fra 1997.
... men værd at følge alligevel
Når Ulver alligevel er værd at følge, skyldes det, at de af og til alligevel laver virkelig gode udgivelser, som rammer noget langt mere personligt end de evindelige pasticher. Black metal-pladerne, 'Silence'-ep'erne, 'A Quick Fix of Melancholy', 'Shadows of the Sun' og kraut-/space rock-stiløvelsen 'Drone Activity' er alle fremragende. Man kan aldrig springe over, trods sin irritation ved misforholdet mellem modtagelsen af Ulver og albummenes faktiske indhold. Og det er alligevel ikke så mange bands, man kan sige dét om.
New age og computerspil
Hvor i diskografien placerer 'Neverland' sig så?
Som altid er Ulver – et sympatisk træk – flinke til at skilte med inspirationen. Coverets måne citerer Ulvers (og mine, det er ikke det) helte Coil og deres 'Musick to Play in the Dark', men det er også transmogriffet i retning af både et kosmisk, psykedelisk udtryk og noget lettere new age-kitschet. Ulver har bevæget sig videre fra de seneste udgivelsers synthpop og over i retning af et mere elektronisk og new age-præget udtryk. Der er noget Tangerine Dream over det, noget Vangelis, soundtrack og computerspil-score ('They're Coming! The Birds!' lyder som lydsporet til en af de der synthwave-videoer, der gerne vil ligne arkadespil), lidt trance, lidt IDM. Men man skal ligesom lytte det frem, for når man hører 'Neverland', glider tankerne hurtigt videre til alt muligt andet.
Den største forandring er nok fraværet af den alt for tidligt og tragisk afdøde Tore Ylwizaker og hans pianofigurer. Der er forholdsvis meget bas og elektroniske klangflader, og næsten ingen vokal fra Garm, der ellers har fyldt meget på de seneste plader.
Stemninger svæver forbi
Det altoverskyggende problem med 'Neverland' er i mine ører, at de individuelle numre bliver meget korte for den type musik, der har bedst af at bygge langsomt op og arbejde med klimakser. Her er numrene relativt korte, og det betyder, at albummet føles som en samling vignetter uden den store narrative udvikling. Den ene stemning glider ligesom forbi lytteren, uden at ret meget hænger ved, og selv efter 10-12 gennemlytninger er der meget lidt, der sidder fast.
Enkelte dele skiller sig ud på et album, hvor ikke meget træder individuelt frem. 'Pandora's Box' har fx en lovende, blippende passage med dystre klangflader, men bliver lidt umotiveret overtaget af bas og percussion fra Nine Inch Nails' overskudslager, uden at dét rigtig giver mening. Det føles mere som stemninger end en organisk udvikling. 'Welcome to the Jungle' (forhåbentlig en Guns N' Roses-reference) leger med en kitschet, new age-lydende sitarlyd fra den billige ende af synthesizeren og beats, der langsomt dominerer i lydbilledet Det er ikke for det positive, at den skiller sig ud. Mest tilfredsstillende er den Coil-agtige 'Weeping Stone', et ildevarslende ambient-nummer, som dog ikke når forbilledernes intensitet, og den melankolske afslutning 'Fire in the End', der dog også mest virker som noget, der egentlig skulle have haft en vokalmelodi.
Til syvende og sidst er problemet, at 'Neverland' alt for ofte bliver til anonym baggrundsmuzak. Sangene glider forbi som en stemning, man ikke rigtig gider anstrenge sig for at gribe, før den næste vagt definerede stemning kommer svævende. Hvis jeg stødte på det som baggrundsmusik i en helsekostbutik, på et dyrt wellnesscenter eller et eller andet smagfuldt sted, ville jeg dårligt nok lægge mærke til det. Og hvorfor så overhovedet høre albummet?