Synthwave på autopilot
Et aggressivt og filmisk synthwave-soundtrack sætter punktum for 'Leather'-trilogien, men trods ambitionerne føles afslutningen mere rutinepræget end uforglemmelig.
Major Threat
Leather Temple
She Rules The Ruins
Start Your Engines
Neon Requiem
Iron Sanctuary
The Misfits/The Rebels
Speed or Perish
The End Complete
Da Franck Hueso første gang trådte frem i form af Carpenter Brut, var det som en stærk og frisk stemme på den fremadstormende synthwave-scene. En kunstner, der fremviste en kompromisløs blanding af retro-æstetik, filmisk intensitet og en næsten fysisk følt energi. Sidstnævnte bundet sammen af 80’ernes horror-synth-metalens rå kraft. Efter den formidable ’Trilogy’-udgivelse kastede den franske fantast sig over ’Leather’-trilogien, der har defineret de seneste tre udgivelser, denne inkluderet. Et ambitiøst narrativt og tidsmæssigt definerende projekt i elektronisk musik. Med ’Leather Temple’ markerer Hueso afslutningen på denne fortælling – og det er nok godt det samme.
’Leather Temple’ er sat i året 2077, hvor en dystopisk verdensby, Midwichpolis, regeres med hård hånd af den paranoide tyran Iron Tusk (man føler trang til at le, og så alligevel ikke). Fortællingen fortsætter den episke saga om antihelten Bret Halford, der denne gang bliver transformeret til en biomekanisk kampmaskine i et oprør mod systemet. Det lugter lidt af en homage til ’Terminator’, og den følelse forstærkes kun af navnet på den kvindelige hovedperson, rebellen Lita Conner. Ja, og så det simple faktum, at Halford nu er en cyborg. Temaet er derefter: mørkt, futuristisk og fuld af sci-fi-dramaturgi.
Tilsvarende føles albummet i høj grad som et soundtrack. Instrumenteret med flotte filmiske passager og stykker og svulstige kampscener: 10 numre, der hver især fungerer som scene eller kapitel snarere end som traditionelle synthwave-kompositioner. Fra den åbnende, søvndyssende ’Ouverture (Deus Ex Machina)’ til det afsluttende ’The End Complete’ har Hueso for alvor udnyttet det format, der nok har været til stede på tidligere plader, men ikke så direkte.
Tema og historie virker en kende uopfindsomme. Ligesom sidste sæson af ’Stranger Things’ vinder den på nostalgien. Ikke ved at reflektere over fortiden og skabe nyt, men ved at kopiere, hvad der tidligere har været, typisk i en mindre interessant version. Vi behøver ikke et opdateret soundtrack til ’Terminator’, ligesom vi ikke behøver en sløjere udgave af tidligere Carpenter Brut-udgivelser – men det er altså sådan, vi slutter ’Leather’-trilogien.
Når fremtiden lyder som 2015
Musikalsk er vi på velkendt territorium. Hueso har ikke taget mange chancer. ’Leather Temple’ er aggressiv, kompakt og ofte utålmodig i sit udtryk – der er fart på gennem hele pladen. Produktionen er knivskarp, med høje BPM’er, punchy percussion og dystre synth-lag, der typisk skaber mere en stemning end et melodisk hook. Ikke at der ikke er højdepunkter: titelnummeret, ’Iron Sanctuary’ og ’The Misfits/The Rebels’ står momentært frem, men grundlæggende føles kompositionerne for ensformige, og man ender nemt med at have hørt hele pladen uden rigtigt at have lagt mærke til det.
Ét af albummets klare styrker – og samtidig svagheder – er dets konsekvente fokus på tempo og tekstur frem for variation. Pladen giver ikke rigtigt lufthuller, hvor melodien kan slå rod; i stedet er den en lang række af kraftfulde sekvenser, der konstant presser fremad. Det fungerer godt som soundtrack, men som et selvstændigt album kan det føles udmattende i længden.
Alt i alt føles Leather Temple som en værdig, men ikke uforglemmelig afslutning på en trilogi — et værk med store ambitioner, men også nogle kompromiser og valg, der holder det fra rigtigt at skabe momentum.