Van Halen med cokeparanoia
Apokalypsestemning, zombietomme storbygader, panik, sammensværgelsesteorier, paranoia, dødsforagtende hverdagshedonisme og hårspray: Zombis første plade i fem år burde have ramt lige ned i tidsånden i stedet for at fedstpille uden mål og med som en karantæneramt med hyttekuller.
Earthscraper
No Damage
XYZT
Fifth Point of the Pentangle
Family Man
Mountain Ranges
First Flower
Thoughtforms
Før Carpenter Brut blev alle raske metalleres gateway-drug ind i synthwave og sci-fi-nostalgi, før ‘Stranger Things’ og ‘Watchmen’ fik alle til at føle nostalgi overfor en musik, de havde været lorne ved at høre som børn, var Zombi allerede i fuld gang med at gøre Tangerine Dream og Jean-Michel Jarre hipt at høre igen.
Efter fem års albumpause, hvor de to medlemmer har plejet deres soloprojekter, vender de tilbage med ‘2020’: Duoens mest straight rockede og metallisk tunge udgivelse til dato. Tiden er i dén grad moden til dem nu, hvor den omfattende paranoia ikke lader koldkrigstiden noget efter. Det ville have været så oplagt for duoen at lave en knugende mørk og horror-lydende plade. De kunne have valset lige i sporet efter S U R V I V E og Trent Reznor og Atticus Ross og den lyd, de har gjort topmoderne i deres soundtracks til henholdsvis ‘Stranger Things’ og ‘Watchmen’.
Men Zombi har aldrig været et band, der gjorde det, der forventedes af dem. Da de for alvor brød igennem med det tredje album, ‘Spirit Animal’ i 2009, lød de ikke som ret meget andet, der var derude. Ikke på synthscenen, hvor Emeralds var bannerførere med dronende, ambiente lydcollager og samarbejder med noisemusikere; slet ikke på den metalscene, som de gennem deres signing til metalselskabet Relapse uundgåeligt blev knyttet til. Zombi lød på den plade som en blanding af mathrockbandet Don Caballero, ikke mindst på grund af Anthony Patteras på én gang bundtunge og rytmisk komplekse trommespil, og så Kitaros tidlige soloplader på det tyske new age-pladeselskab Kuckuck eller slut-70’ernes Tangerine Dream på grund af Steve Moores episke synthtemaer.
Hvad i alverden var det her? Og hvorfor var det så fedt?
Det var det dels på grund af den uforudsete kombination af de to genrer, som de fik til at gå op i en højere enhed, som om det var det naturligste i verden. Dels fordi ingen havde fået den samme idé. Og dels fordi de var i stand til at køre det fuldstændig over the top uden at forfalde til letkøbt ironi og cheesiness. Sådan som i øvrigt netop Emeralds snart skulle gøre det på deres sidste par plader, inden de gav op.
Forventningspres
I 2020 har den kombination ikke længere den samme nyhedsværdi. Når Zombis indtil nu fem plader holder i dag, er det ikke, fordi de minder én om noget andet, men fordi de er velkomponerede, storladne uden blusel, aldeles tidløse. Det gav mening, at bandet holdt pause, inden de begyndte at gentage sig selv, ligesom det gav mening, at de to medlemmer fortsatte med at lave aldeles tilforladelige soloplader i en lind strøm. Dem var der ikke det samme forventningspres ved: Det er der, når de går sammen under navnet Zombi igen.
‘2020’ indfrier ikke de høje forventninger. Det er klædeligt, at Zombi ikke bare fortsætter ud ad den samme vej, som de var på, da de slap det seneste album, ‘Shape Shift’. Det var på tide at skifte form, og det gør de på ‘2020’. Førstesinglen ‘Breakthrough & Conquer’ var overraskende hardrocket med skamløse AOR-tendenser, der mindede om det skammeligt oversete 90’er-postrock-band Trans Am. Den betragtning må de også selv have gjort sig: Trans Am-guitaristen Philip Manley lægger riffing og episk solo ind over sangen, der lyder som et cokeparanoiaramt 80’er-Van Halen.
Det er fedt. Det er det sådan set også, at andensinglen ‘Earthscraper’ er det mest doom-tunge, Zombi til dato har indspillet. Den stil holder de på ‘Family Man’, der minder om de pinefuldt metalliske instrumentaljams, der udgjorde B-siden på Black Flags plade af samme navn. Det er også fedt.
Men som helhed savner ‘2020’ noget, der binder de enkelte sange sammen, sådan som specielt ‘Spirit Animal’ havde et gennemgående tema og en imponerende vekselvirkning mellem det pompøse og det spændstige. I alt for lange stræk afløser det ene tema det andet som skitser, der er sat sammen til en helhed uden egentlig at have nogen berøring med hinanden. Zombi har lavet ni sange, der måske nok som styrende princip har tyngden, men ikke har noget at sige hinanden.
Luft ud
Tag en sang som ‘Mountain Ranges’, der buldrer bjergtagende – pun intended – afsted i fire minutter uden nogensinde at udvikle sig væk fra den ene bærende melodi, der nøjes med at gentage en modulation, inden den slutter uden at have efterladt sig noget. Eller ‘First Flower’, der gør akkurat det samme. Her er en idé. I næste sang er der en ny. Det er økonomisk sparsommelig sangskrivning, hvor man kunne ønske sig, at Zombi havde taget et kritisk blik på de sange, de havde skrevet, for at se, om ikke de tilsammen kunne være blevet til noget større.
‘XYZT’ er det tætteste, Zombi kommer på lyden fra ‘Spirit Animal’: Her er den adrætte spændstighed fra mathrocken, som stadig virker frisk – men desværre er den bundet op på nogle synth-arpeggioer, der i de seneste ti år er blevet skambrugt af sådan nogle som Steve Hauschildt og i dag bare virker idéforladte og trætte.
Det eneste, der nødtørftigt binder ‘2020’ sammen til en slags helhed, er den afsluttende ‘Thoughtforms’, der virker som et luftigt appendiks til åbneren ‘Breakthrough & Conquer’. Som om Van Halen har raset rusen ud og nu prøver at få lidt luft. Det burde Zombi også få.
‘2020’ er ikke en dårlig plade som sådan. Det er bare overhovedet ikke den plade, man med al ret kunne have forventet, at Zombi ville vende tilbage med, når de gjorde det efter fem år. Efter endt gennemlytning er det, man sidder tilbage med, en ærgerlig tomhedsfornemmelse. Der er ikke meget, der har sat sig fast i én. Det er ikke uafrysteligt.
Det burde det have været.