Pandemi-desperation

bergeton

Telochs synthwave-projekt kun have været en spændende hybrid mellem black metallens rå ubehag og det neon-farvede synthwave-univers. Desværre er resultatet nærmere en kaotisk andenrangsudgivelse med minimal musikalsk rød tråd.

Kunstner
Titel
Miami Murder
Trackliste
Arabian Nights
Depcehe Load
Fort Apache Marina
Lambo
Miami Murder
Natasha K.G.B
The Demon
Vally of Death
Karakter
2

Navnet afslører den primære årsag til anmeldelsen af ’Miami Murder’: Morten Bergeton Iversen, bagmanden i synthwave-bandet Bergeton – i metal-kredse bedre kendt som Mayhem-guitarist Teloch. En signifikant årsag til anmeldelse af denne plade. Derudover bevæger ’Miami Murder’ sig inden for den referenceramme, der definerer Devilution: mørk musik. Pladen indeholder mange af de samme virkemidler som metallen og taler delvist til de samme emotionelle udtryk.

Inden for den norske black metal, har kærligheden til synth været tydelig i mange år. Helt tilbage til Euronymous’ mindre besættelse af Tangerine Dream, der medførte et kortvarigt samarbejde med Conrad Schnitzler – violinist og cello-ansvarlig for det tyske band i slut 60’erne. Det blev som bekendt brugt til ’Silvester Anfang’, åbningsnummeret på Mayhems ’Deathcrush’-ep.

I forlængelse heraf har Burzum ditto haft glæde af synthen, hvilket blandt andet kan høres på et nummer som ’Ham Som Reiste’ fra 1993.

Hertil, og helt uden sammenhæng andet end land og genre, hoppede Ulver ligeledes med på synth-bølgen med ’Themes from William Blake’s The Marriage of Heaven and Hell’ fra 1998. Få af mange eksempler på black metallens patnerskab med synth.

Den neonfarvede undergenre
Synthwaven har haft en markant opblomstring de seneste 10 år, selvom genren kan spores længere tilbage. Det er de kulørte 80’ere og den tids kulturelle udvikling inden for action, science-fiction og horror, der som udgangspunkt definerer genren.

Det sagt, har visse synthwave bands haft succes med at indarbejde et mørke i deres lyd. Bands som Perturbator og Gost har haft stor succes med at låne fra metallen og indarbejde bastante breaks og dystre lydflader i deres lyd. De har haft succes med at transformere og inkludere dele af den grundfølelse, der definerer metal i deres musikalske univers. Denne sammenblanding er en af flere årsager til, at vi begejstrede nød Carpenter Bruts besøg på Roskilde Festival i 2019. En flot koncert hvor metal-kulturen stod arm i arm med populærkulturen.

At Iversen nu har kastet sig over synthwaven er derfor en mindre overraskelse, end man kunne foranledes til at tro. At resultatet desværre er dårligt er derimod en overraskelse, kunstnerens meritter og genrens popularitet taget i betragtning. ’Miami Murder’ er fragmenteret, usammenhængende og til tider dårligt skrevet.

Manglende retning og skuffende ekskludering
Sammenlignet med de mange gode synthwave-plader, der er udgivet de senere år, falder 'Miami Murder’ til jorden. Det er sjældent spændende, sjældent opfindsomt og decideret skuffende, at Iversen fuldstændigt ekskluderer sine black metal-rødder. Tematisk havde det været interessant at opleve black metal-æstetikken vækket til live i det spraglede univers. At opleve den nøgne, rå ubehag og skønhed beklædt i neon og 80’er pastiche, som black metallen mestrer. I stedet får vi serveret en noget klichefyldt udgivelse. En plade, der på papiret sætter kryds i alle synthwave-bokse, uden større nytænkning.

Man fristes til at sige, at Iversen sigter efter laveste fællesnævner og har skabt et produkt derefter.

Hertil lider ’Miami Murder’ under en manglende musikalsk rød tråd. Det er synthwave, men Iversen roder gevaldigt rundt i sit udtryk, eksemplificeret ved åbningsnummeret ’Arabian Nights’, der i øvrigt er det eneste østerlands-klingende nummer på pladen. I og med pladen er instrumental, er det kun det musikalske udtryk og titlerne, der danner ramme for den historie Iversen forsøger at fortælle – og den er fra start svært usammenhængende. Hvad førnævnte titel, en tidligere russisk efterretningstjeneste og et pun på Depeche Mode har til fælles – ud over alle at stamme fra 80’erne – er uvist, og vi kommer det ikke nærmere på ’Miami Murder’.

Det kunne have været så godt. Bergeton havde potentialet til at være et spændende cross-over mellem black metal og synthwave. I stedet sidder vi nu med en debut-plade, der lugter mere af Covid-19-desperation end af nytænkning og lyst. Så er der trods alt mere værdi at hente i netop Ulvers 2020-udgivelse, ’Flowers of Evil’.