Copenhell 23: Sjov plastik-power af stål!
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Som en naturlig opfølgning til sidste års show med Gloryhammer var Angus McSix hyret ind til spas, løjer og power metal. Et bindegalt totalteater, men et meget velsmurt og underholdende et af slagsen. Angus McSix ham selv i guldkostume, pudset og uden fedtfingre og mere skinnende end selv Lars Ulrichs bækkener. Og det giver mening at nævne Gloryhammer her i første afsnit, for det er sangerens tidligere band, som han blev fyret fra, og musikalsk er det mere eller mindre det samme. Også tekstsmæssigt er det også tæt på at være en-til-en, hvor der blot er kørt en søg-og-erstat-løsning på enhjørninger til dinosaurer.
Det kan lyde fjollet, og det var også fjollet, men Thomas Winkler, som det borgerlige navn bag personaen i front nu lyder, har humor og forstod at udnytte det på Hades-scenen lørdag eftermiddag. Med sig havde han et fermt spillende band. Særligt bemærket gjorde den evigt smilende og velspillende guitarist sig, den unge Thalìa Bellazecca, på scenen kaldet Thalestris, Queen of the Lazer-Amazons of Caledonia. Hun var flot klædt i minimalistisk outfit a la Zena The Warrior Princess og en harpragt som Thomas Buttenschön.
Sværdet i stenen og goblinen
Der blev lagt ud med 'Master of the Universe', et "s" fra at hedde det samme som 80'er-serien med He-Man og Skeletor, sidstnævnte mindede bandets anden guitarist kostume i øvrigt om. Der var god bund i musikken og en pæn sjat keyboards, selvom tangent og bass-spillet begge kom fra backingtrack. 'Six Calibur' fulgte, og minsandten om det ikke lykkedes frontmanden at hive sværdet ud af stenen – noget som en grøn goblin senere forsøgte sig med, men i stedet måtte lide en tragisk skæbne, da McSix fangede væsenet.
Humoren var i højsædet, Angus McSix tog pis på sit navn, og spurgte om folk egentlig vidste hvad han hed. Angus McFife (som hans person i Gloryhammer som bekendt hed), McSix og hørte han også et "seven"? Kald ham bare Angus sagde han og satte igang med 'Starlord of the Sixtus Stellar System' og taktfast råbte publikum "Angus...Angus..." over guitarintroen, så det var som snydt ud af 'Thunder...Thunder' i et ganske kendt AC/DC-nummer. Ligeledes lavede han sjov med valget om at synge om laserskydende dinosaur, for der skulle jo findes på noget sejt at synge om i bandet. Og naturligvis fik vi en person i dinokostume, fjolledansende undervejs i netop sangen om dét emne.
Det blev til den platte side med en fluesummen over højttalerne og fællesklap for at få fanget ildfluerne. Men ikke så galt, som man måske kunne forvente af en sådan gimmick for frontmanden kunne trods alt noget med levering af sin humor.
Plastik. Nej, stål!
Største gimmick, og en ganske vellykket en af slagsen, var da en person i publikum blev sendt af sted til baren efter en øl, vigtig og nødvendig næring til guitarist Thalestris, på en oppustet, bevinget hest i løbet af et nummer. Det var et forvokset badedyr, men i Angus McSix-universet en "plastic Pegasus. Of steel". Naturligvis! Selv da lilletromme-skindet havde fået så mange tæsk, at det gik i stykker, havde frontmanden sjove kommentarer parat, selvom lige den del med lige at skifte lilletromme ikke fremstod som en planlagt del af showet.
Angus McSix havde en lille håndfuld gode sange, der fint kunne matche hammer-universet, som han kom fra i Gloryhammer. Det blev lidt gumpetungt undervejs med 'Amazons of Caledonia', og der var egentlig musikalsk lidt stilstand her midtvejs i sættet, men intensiteten vendte tilbage med den meget syng-med-indbydende 'Just a Fool Will Play Tricks on Angus McSix'.
Som underholdning overgik Angus McSix sidste års Gloryhammer-show, mens sætlisten ikke på samme vis kunne matche niveauet set over et helt show. Nuvel, Angus McSix har endnu kun et album at plukke fra, så det vil helt sikkert komme sidenhen. Ikke at det skal være en konkurrence eller en enten-eller for den sags skyld. Skal det være letfængende power metal med simpelt tryk på, humor og galskab, så har man nu ikke blot Gloryhammer at ty til, Angus McSix er også klasse. I begge bands tilfælde må tiden vise om gimmics bliver til elskede traditioner eller trætte platheder, der vil få behov for fornyelse, hvis man som publikum også begiver sig ud i et tredje, fjerde, femte og så videre besøg i de to bands fantasifulde universer.
Men for nu fik man samme store smil på, som bandets medlemmer selv var så skarpe leverandører i.