Symfonisk simulation
Worms svulstige, symfoniske keyboardblack vil gerne være svulstig, storladen og skamløs. Men 'Necropalace' lyder mere som content end som fængende sangskrivning.
2 Necropalace 10:05
3 Halls of Weeping 9:22
4 The Night Has Fangs 7:19
5 Dragon Dreams 12:06
6 Blackheart 7:46
7 Witchmoon: The Infernal Masquerade (feat. Marty Friedman) 14:05
Den floridianske duo Worms fjerde album virker som noget, der er designet til at skabe internet-hype. De har fået ex-Megadeth-guitarist Marty Friedman med på det 14 minutter lange afslutningsnummer 'Witchmoon: The Infernal Masquerade'. De har et 14 minutter langt afslutningsnummer, der hedder 'Witchmoon: The Infernal Masquerade', og internettet elsker den slags. Især, når bandet svælger i kitschede keyboards og campet coverart, som 'Necropalace' gør med et cover, der er lige dele Limbonic Art, kosmisk Marvel-tegneserie og Dungeons & Dragons' Ravenloft-pakke (og malet af den ikoniske og engang så fede Andreas Marschall).
Når Worm så ovenikøbet – efter at være startet som rå black metal og siden have udviklet sig til en slags doom/black/sludge/death-hybrid – er begyndt at spille kitschet, symfonisk black med doom-elementer og vampyrimage og fortæller historier om at sove i en S/M-kælder og i en kiste på en måde, hvor det præsenteres som ekstremt og vildt, selvom det ved nærmere eftertanke mest bare virker mondænt, ja, så ved man bare, at internettets hypemaskine buldrer derudad.
Det behøver ikke i sig selv være negativt; tænk bare på Stormkeeps allerede fem år gamle 'Tales of Othertime', der nåede langt ud over undergrunden og var et forfriskende indslag i al sin skamløshed. Når Worm er blevet samlet op af Century Media, må det næsten være, fordi sluthalvfemsernes symfoniske black metal skal til at være stort igen. Og det giver da også god mening i 2026: Det er stort, det er svulstigt, det er teatralsk, det er melodisk, og derfor kan det også gøre sig godt på festivalscenerne foran et publikum, der elsker både liverollespil, metalteater og alt, hvad der kan virke på én gang ekstremt på en varegjort måde ("vores manager sov faktisk i en kiste den nat") og som en sikker, internet-ironisk leg med en kitschet genre og dens kitschede historie. Det føles som sagt enormt designet.
Holder hypen? Det gjorde den i Stormkeeps tilfælde. Men i Worms tilfælde er det, som om duoen har haft så travlt med at få alle de ydre kendetegn på plads, at de har glemt at skrive nogle sange, der fænger. Dimmu Borgir og Cradle of Filth kunne være oplagte referencer, men prøv at tænke på, hvor enormt fængende og svulstige album som 'Enthrone Darkness Triumphant' og 'Dusk and Her Embrace' var. Tænk på, hvor skamløse Gehennas eller Arcturus' keyboards var dengang. Hvor ambitiøse Emperor var.
Her er det, som om al skamløsheden er kanaliseret over i atmosfæreskabende effekter og guitarshredding, der er spredt rundhåndet ud over nekropaladset. Men der er ikke så meget andet end det; sangene – mellem 7 og 14 minutter lange – kommer ganske enkelt ingen vegne, og det er svært at retfærdiggøre sangenes længde, når misforholdet mellem længden og mængden af hooks er så meget i længdens favør.
Numrene virker designet til, at musikforbrugeren skal more sig over den bevidste kitsch, glæde sig ved referencerne, lolle lidt over det teatralske og keyboardet og fortælle den fede historie om, hvor vilde de altså er i det band. Sagt med andre ord: Det lyder som content. Stort set ingen riffs træder selvstændigt frem, men der er masser af soundbites, der skal gøre det ud for sangskrivning. Det er som at scrolle sig igennem reel på reel med højdepunkter fra den symfoniske black: Man sidder og er adspredt, og pludselig er der gået en time, og man ved ikke helt, hvad man egentlig har lavet, men følelsen af utilfredsstillende tidsspilde sidder i kroppen, selvom man ikke kan huske noget særligt.
Er der slet ikke noget mindeværdigt ved albummet? Jo, den doomy 'Blackheart' fungerer faktisk ret godt. Måske viser den også, at Worm mestrer deres gamle, musikalske udtryk bedre end deres nye. Og der er enkeltdele på de fleste numre, der fungerer. Men som helhed er albummet på én gang trægt og effektjagende; hele tiden en jagt på en sjov soundbite, aldrig et nummer, der er spændende eller fængende nok til at berettige spilletiden.
'Necropalace' er den musik, der kommer ud af at have adgang til hele musikhistorien på sin computer, så man kan finde en subgenre, man kan emulere; den musik, der kommer ud af at have adgang til den symfoniske black metals visuelle excesser. Det er ren kombinatorik uden følelser. Der er masser af udvendige genre-kendetegn, men der er ikke rigtig noget kreativt eller særligt fængende ved det. Det føles mest af alt som content, en simulation af noget, der er spændende.