En usund verden
Noiserock og post-hardcore om paranoia. Opskriften på et dårligt efterår, på den bedste måde.
2. Throw Your Phone in the River
3. The Tie
4. But They Respect My Tactics
5. Not My Fault
6. Lost Grip
7. The Desperate Search for an Enemy
8. Unresponsive
Vi lever i en gylden tidsalder af håbløst forstyrrende og hamrende depressive noiserockbands. Gråskæggede kilder fortæller mig, at vi har været her før, men det her er min tid. Og måske er det sådan. At ligesom Swans, Einstürzende Neubauten, The Jesus Lizard eller Cop Shoot Cop var en ventil for frustration og elendighed for generation X, så er Chat Pile, The Callous Daoboys eller Kollapse det samme for min generation.
Hvor generation X oplevede store samfundsmæssige og familiære svigt, så er pendulet svinget tilbage for millenialgenerationen – det er vores institutioner, der fejler. Vi ser alt det, der er blevet opbygget i den anden halvdel af det tyvende århundrede smuldre omkring os, og vi ser folk, der ikke bliver fanget i det sikkerhedsnet, der skulle hænge under os alle.
Vi ser vores venner og dem, der er yngre end os bukke under for pres fra systemet og og ikke kunne fungere i et samfund, der indadtil er blevet mere restriktivt, mens det udadtil performer frisind og selvbestemmelse. Så måske er det ikke så mærkeligt, at bands graviterer mod det ækle. Og det gør KEN Mode også – stadig. For de har eksisteret siden 1999, så de tilhører nok snarere selv førnævnte generation X, men de lyder friske og moderne i deres kaotiske og sludgede post-hardcore cum noiserock.
Første nummer her, ‘A Love Letter’, giver os en slags forståelse for, hvad der venter os på ‘Null’. Den første indskydelse er nærmest cirkusagtig, men det er nok kun for at give det hørte en eller anden form for kendt referenceramme. Kathryn Kerrs saxofon er et forvredent billede på, hvad det instrument gør, og som en hælspore er hun ubehageligt tilstedeværende hele vejen igennem pladen.
Hendes anvendelse af blæseren er forstyrrende og fik flere gange undertegnede til at spørge sig selv, om man virkelig kan spille på den, på den måde. Det kan Kerr. Over ‘The Desperate Search’s næsten Strapping Young Ladske brutale hamren, lægger hun et kakofonisk virvar af træblæserabuse nedover det, der, i denne kontekst, nærmest er rart, alene fordi det giver os en eller anden form for velkendt struktur at forstå musikken, og slukker håbet for en musikoplevelse, som vi kender den. Kerrs synth, klaver og backingvokal er ligeledes en solid tilføjelse til den traditionelle KEN Mode-lyd og understreger hvorfor det kan være en god ide at hive nye kræfter ind, selv tyve år efter stiftelsen.
Det bringer os til noget andet, der kendetegner ‘Null’. Netop hvor ofte KEN Mode vælger at vise os, at de faktisk er i stand til at spille både godt og ordentligt, men at de vælger ikke at gøre det.
Hvis du skal fucke noget op, skal du vise, at du er i stand til at gøre det rigtigt først. ’Not My Fault’ viser os, at de er i stand til det. Den teaser os nærmest med sin guitarbårne melodi, der, javist, er forvrænget, men som ikke forfalder til noisen. I hvert fald ikke med det samme. Her demonstrerer bandet, hvor godt de egentlig kan spille. Både guitar og bas står knivskarpt og det samme gør Jesse Matthewsons vokal. Et solidt post-hardcore-track, lige i midten, hvilket sætter os klar til pladens hovednummer.
Den ti minutter lange ‘Lost Grip’ er et trip. Men ikke et godt et. Det er paranoia sat til noder, og kompositionen er mesterlig. Shane Matthewsons repetitive marchtrommer og Kathryn Kerrs klaver opbygger en uhyggelig drone, der bakkes op af Jesse Matthewsons guitar og dybe, ildevarslende vokal, inden den suppleres af bassist Scott Hamiltons hviskende stemme, der kun gør det hele værre.
Desperationen i lyrik og vokalperformance drypper af usund og dårligt mentalt helbred og bliver nærmest filmisk i sin ambience. Det er et kæmpestort track og på den måde fungerer det som fyrtårn i det oprørte hav, der er ‘Null’, hvor det formår at knytte alle elementer sammen.
Verden er ikke god for tiden. Det er ikke svært at huske, når ‘Null’ er løbet ud, og det eneste, der bryder stilheden, er det gentagne klik fra pickuppen i den inderste rille. Og måske er det vigtigt, at vi er klar over det. Fortjener vi det, som KEN Mode skriger på ‘Lost Grip’? Svært at sige – men vi kan ikke flygte fra det.