Mægtige Testament
Populær
De mindre legender stod i kø søndag aften, hvor Dirty Days of Summer-festivalen kom godt fra start. Dios gamle bandmedlemmer gjorde god figur i supportnavnet Last in Line, men det var Testament, der trak det længste strå og slog fast, at frontmand Chuck Billy har thrashens bedste vokal.
Stand Up and Shout
Straight Through the Heart
Devil in Me
Holy Diver
Martyr
The Last in Line
Starmaker
Rainbow in the Dark
We Rock
Testament:
Brotherhood of the Snake
Rise Up
The Pale King
Centuries of Suffering
Electric Crown
Into the Pit
Dark Roots of Earth
Stronghold
Low
Over the Wall
Practice What You Preach
The New Order
Disciples of the Watch
The Formation of Damnation
Thrash metal lever i bedste velgående. Ikke nok med at en ny generation af bands løfter arven fra 1980’erne, alle de store navne fra den tid er også aktuelle og på turne. Det ses herhjemme, hvor alle legenderne inden for kort tid har været forbi landet – på Copenhell var det Slayer, der lukkede festivalens hovedscene, på Roskilde var det Anthrax, der spillede Arena op, om en måned vender Metallica tilbage til Royal Arena for at spille den koncert, der blev aflyst tidligere på året, og blot fire dage før denne søndag aften i Amager Bio kunne man opleve Megadeth og Metal Church i Store VEGA.
Ja, thrashen har gode kår, og det var derfor mere end passende, at Testament på deres ’Brotherhood of the Snake’-turne skulle slå vejen forbi Danmark i anledning af den årlige sommerfestival Dirty Days of Summer, der nu kører på sjette år i streg.
Overbevisende hyldest
Med sig havde de supportnavnet Last in Line, der delvist består af Ronnie James Dios gamle bandkammerater. Bandet blev efter Dios død dannet af guitaristen Vivian Campbell (Def Leppard), bassisten Jimmy Bain (Rainbow) og den legendariske trommeslager Vinny Appice (Black Sabbath og Heaven & Hell), der alle medvirkede på Dios klassiske plader ’Holy Diver’, ’The Last in Line’ og ’Sacred Heart’, før Campbell forlod bandet for en kort tid i Whitesnake, mens Bain og Appice spillede med på Dios ’Dream Evil’, før også de forlod bandet.
Jimmy Bain gik desværre bort sidste år, og i stedet er Phil Soussan (der bl.a. spillede bas på Ozzy Osbournes ’The Ultimate Sin’ tilbage i 1986) trådt ind, mens de sidste pladser er besat af de mindre kendte musikere Erik Norlander på keyboard og sanger Andrew Freeman, der har fået den umulige opgave at løfte Dios vokalpræstation.
Det var således nogle af metalhistoriens mindre legender, der stod på scenen tidligt på aftenen. men uden den ikoniske frontmand var de altså mest af alt et hyldestband, der spillede covernumre. Og det er som bekendt altid farligt at spille covernumre. Dels fordi de altid vil blive holdt op imod det originale materiale, og enten gør man det ikke godt nok, eller også omarrangerer man og ødelægger elementet af genkendelighed hos publikum, og dels fordi det får ens eget materiale til at fremstå underlegent i sammenligning. Det skete også for Last in Line, der sidste år udgav en plade med titlen ’Heavy Crown’, som de selvfølgelig skulle spille et par numre derfra, deriblandt ’Starmaker’, der trods en dedikation til nyligt afdøde Bain faldt stille og roligt til jorden.
Med af alle de hyldester, der er blevet givet siden Dios død i 2010, står Last in Line som de mest overbevisende hidtil. Ikke bare fordi Last in Line har en anden legitimitet i kraft af, at Vivian Campbell og Vinny Appice er vigtige musikere i metalhistorien, og at netop deres spil og bidrag til de tidlige Dio-plader løfter materialet betragteligt (Dio havde tydeligvis flair for at spotte et ungt talent, og man må sige, at valget af Campbell som guitarist i hans nye band tilbage i 1982 var et godt et!).
Men det skilte sig også ud, fordi Andrew Freeman faktisk løftede opgaven så godt, man egentlig kunne uden at være Dio selv og uden at føle trang til at efterligne Dios særegne vokalpragt. ’Holy Diver’, ’Rainbow in the Dark’ og afslutteren ’We Rock’ blev leveret med overskud og indlevelse, og publikum tog så godt imod det, at en herre foran mig med et grin sagde til sin sidekammerat, at han helt glemte, de ikke var hovednavnet denne aften. Det er vel den bedst mulige reaktion, man kan få som hyldestband – hvis man altså ser bort fra den reaktion, der hedder, at hyldesten overgår originalen, hvilket vi godt ved ikke kommer til at ske, når det angår Dio.
Nutidens frem for fortidens storhed
Legender, om end i en anden skala, var der også hos Testament. Siden debuten har guitaristerne Eric Peterson og Alex Skolnick sammen med forsanger Chuck Billy været bandets rygrad (hvis man lige ser bort fra den tiårige periode fra 1993 til 2004, hvor Skolnick var ude af bandet), mens der er blevet udskiftet mere på de øvrige pladser. Den originale bassist Greg Christian forlod bandet for anden gang i 2014, hvortil ekstremmetallegenden Steve DiGiorgio (Sadus, Death, Autopsy, Iced Earth, Soen, you name it!) er kommet tilbage i folden, mens ”the atomic clock” Gene Hoglan (Dark Angel, Death, Strapping Young Lad, Devin Townsend) har fundet sig godt til rette i trommestolen.
Testament anno 2017 er således det, man ville kalde en supergruppe, hvis ikke det var, fordi alle har en historie med bandet. Hoglan var med en kort overgang i 1990’erne, hvor han spillede trommer på ’Demonic’ fra 1997, mens DiGiorgio var med i en seksårig periode fra 1998 til 2004. De var ikke med samtidig i bandet, men mødte hinanden nogle år forinden, blot under Chuck Schuldiner, hvor de begge bidrog til Deaths ’Individual Thought Patterns’!
Modsat nogle af thrashkollegerne er det altså ikke, fordi Testament har overrendt landet. Sidst de spillede i Danmark, var på Copenhell i 2013, og før det skal man tilbage til 2009, hvor de spillede i Horsens med ingen ringere end Judas Priest og Megadeth og desuden gav et one-off show i København dagen forinden.
Og modsat kollegerne (eller konkurrenterne, om man vil) kører Testament ikke kun på fortidens storhed, men også på nutidens. Ikke alene var ’The Formation of Damnation’ fra 2008 et stærkt comeback, de toppede den med den intet mindre end brillante ’Dark Roots of Earth’ i 2012, der ikke bare var blandt de bedste nyere plader fra et thrashveteranband, men som for denne skribent står som et af bandets bedste album overhovedet. Det er sjældent, vi går i rette med hinanden her på Devilution, men lad os bare sige, at min skribentkollegas anmeldelse ved udgivelsen ikke rammer plet.
Thrashens bedste stemme
Helt så stærkt står den nye ’Brotherhood of the Snake’ ikke, men mindre kan også gøre det, og der blev thrashet igennem på bedste maner på de numre fra den nye plade, der selvfølgelig skulle luftes i starten af koncerten. Men der blev også gjort plads til ’Rise Up’ og titelnummeret fra ’Dark Roots of Earth’, og da den overtatoverede og overseje frontmand Chuck Billy introducerede et nummer med at dedikere den til de indfødte amerikaneres kamp mod den famøse Dakota Access Pipeline (normalt forkortet DAPL), kunne man have håbet, at det var hans egen tilknytning til det oprindelige Pomo-folk, han ville hylde med kongenummeret ’Native Blood’ fra samme plade. Det blev dog i stedet den nye ’Stronghold’, der ikke desto skriver sig ind i en lignende tematik om modstand og oprør mod gældende magthavere.
Selvom Chuck Billy ikke er karismatisk på samme måde, som Tom Araya eller James Hetfield kan være det på en scene, så har han til gengæld noget, som de ikke har i samme grad: En stemme, som her 30 år efter debuten stadig fylder rummet med enorm kraft og vælde, og som sjældent lader til at have en dårlig dag. Røsten er blevet dybere med årene, og et dødsmetal-growl tages oftere i brug til stor effekt, hvilket vi fik lov til at høre på den tonstunge og 90’er-groovy ’Low’. Men den uforligneligt hæse klang er stadig intakt, og når Billy for alvor giver los, sætter han sine jævnaldrende konkurrenter til vægs. Manden har simpelthen den bedste vokal i thrash metal, og det beviste han til fulde denne aften.
Med klassikerparaden ’Over the Wall’, ’Practice What You Preach’, ’The New Order’ og ’Disciples of the Watch’ blev vi kastet helt tilbage til slutfirsernes thrashæra, og selvom ’Into the Pit’ tidligere i sættet havde sat gang i moshpitten og efterfølgende efterladt et stort tomrum i midten af gulvet, blev det hul taget i brug under sidste nummer ’The Formation of Damnation’ til aftenens første og største wall of death.
I løbet af små 75 minutter viste et veloplagt og velspillende Testament, hvorfor de fortjener en plads i metallens superliga. Bevares, koncerten kunne have været længere, og publikum kunne have været mere veloplagte, men det er underordnet. For aftenens hovednavn viste over for de fremmødte, at når thrashens testamente en dag skal skrives, så vil mægtige Testament stå som det band fra klassiskeræraen, der klarede sig bedst på denne side af årtusindskiftet.