En sludder for en sladder
Der er mange måder at tackle lockdown på. For mange musikere er det åbenlyse valg at skrabe et eller andet gøgl sammen og smide det på gaden. InsideOut mener man kan sælge en hel serie af Townsend-rester og sender her første kapitel på gaden.
2. Let it Roll
3. Funeral
4. Deadhead
5. Ih-Ah!
6. Love?
7. Hyperdrive
8. Terminal
9. Coast
10. Solar Winds
11. Thing Beyond Things
Liveplader er, i udgangspunkt, en dårlig ide. Ja-ja, der findes nogle legendariske af slagsen, Rock in Rio, Unleashed in the East og så videre, men for det første er tiden vist løbet fra dem i denne streaming- og Youtube-æra, hvor båndede liveoptrædender er frit tilgængelige til hver en tid, inklusiv billedsiden. For det andet er liveoptagelser generelt præget af tåbelige snakkepauser, middelmådig lyd og råb og skrig fra publikum. Hvem ved, måske er metalpublikummet så koncertudsultede, at bare tanken om dårlig lyd og en gruppe fjolser, der råbesnakker om deres nye skure eller hende den søde fra regnskabsafdelingen får tænderne til at løbe i metaforisk vand. Det er der i hvert fald nogen, der satser på.
Den evigt quirky Heavy-Devy
Første track består af Devin Townsend, der stemmer sin guitar, hyggesnakker med publikum og plinker lidt på sin guitar. Det sætter ligesom stemningen for hele pladen. For det er fandme en hyggelig aften, vi får lov til at lytte med på. Der er lidt frem-og-tilbage mellem frontmanden, den tidligere indehaver af metalverdenens mest afsporede frisure, og det intime publikum.
Men som Devin Townsend selv, der nu har klippet sin fremragende skullet af og i stedet fremstår som en jovial Michael Stipe, er musikken også trimmet ned. Det er, som titlen antyder, en akustisk affære.
Siden Nirvanas historiske og ærligt talt søvndyssende ‘MTV Unplugged’ har den akustiske liveplade haft et inderligt og følsomt ry, og adskillige musikere har besluttet sig for, at det deres guitar- og støjdrevne musik manglede for at blive helt perfekt, var at fjerne de ting, der gjorde at de skilte sig ud fra P4-radiofladen om eftermiddagen.
Lad os slå det fast med det samme: Det er en elendig ide. Lad de akustiske musikere om at skrive akustisk musik og smid spaden i en højttaler. Eller gør dig i det mindste lidt umage og skriv en plade, der rent faktisk er lavet til den spanske guitar, som Opeth gjorde det med ‘Damnation’, dengang for mange år siden. For metalsange uden metal fungerer ikke.
Plink-plonk
‘Devolution Series #1 – Acoustically Inclined, Live in Leeds’ er en blandet affære men tager primært udgangspunkt i den del af Townsends oeuvre, der har været udgivet under navnet “Devin Townsend Project”, eller slet og ret “Devin Townsend”. Vi får sange fra ‘Ziltoid the Omniscient’, ‘Ocean Machine’ og ‘Addicted’, de fleste af dem præsenteret i den samme ho-hum akustiske facon som resten af pladen. Særligt inklusionen af ‘Ah-Ih!’ fra sidstnævnte er mærkelig, da den i sin oprindelige form nærmest er akustisk og stille til at begynde med, og det derfor primært lyder som en dårligere og mere fjollet udgave af et ellers dybfølt track.
Selv ‘Love?’ fra Strapping Young Lads hovedværk ‘Alien’ har han formået at få skåret ned til en akustisk guitar og lidt speedsnakkende interaktion, og det er aldeles kedeligt. Ideen om et akustisk take på Strapping Young Lad, der ellers er et band, der grundlæggende bygger på en evig jagt efter tunghed og aggression, kunne måske være sjov, men nok ikke som mere end et mærkeligt encore til et liveshow.
Det her fungerer i hvert fald ikke.
‘Funeral’ og ‘Terminal’ fungerer til gengæld – i hver deres retning. ‘Funeral’ giver noget stærkt savnet nerve og tilstedeværelse, og ‘Terminal’ omfavner og inddrager det melankolske i guitaren. Men det er ikke nok. 'Devolution Series #1 – Acoustically Inclined, Live in Leeds' er en ganske unødvendig plade. Men måske er der nogen, der ikke synes 26 plader fra Townsends hånd er nok.