RB 25: På kanten af klimaks
I krydset mellem noise-rock, irsk flabethed og post-punk, fik Gilla Band insisterende spillet sig direkte ind i publikums hjerter og fødder og gjorde det tydeligt for enhver, hvorfor bandet var booket som et af torsdagens hovednavne.
Vi har mødt det i forskellige afskygninger på Roadburn hen over årene – flabet, stramt spillet post-punk og post-hardcore. Daughters i 2019, Ken Mode i 2023 for blot at nævne et par stykker, og dermed skriver Gilla Band sig ind i et ret fint selskab af bands, der har formået at omdanne festivalens største scener til en kogende gryde af fest.
Som næstsidste store band denne torsdag, var Gilla Band oppe i mod Envy, der spillede for fulde huse på festivalens anden hovedscene, og vi var derfor et stykke henne i koncerten før Terminal kunne kaldes fyldt, og bandet startede derfor foran en ca 2/3 fyldt hal.
Og som så mange andre bands, så valgte Gilla Band Roadburn som stedet for en unik koncert, hvor fokus var på deres tidlige år, og en masse B-side-materiale, som de normalt ikke lufter live. Det blev der et hypnotiserende intenst sæt ud af, som holdt publikum åndeløst hen under hele koncerten.
Rytmisk var vi i den minimalistiske ende, og koncerten igennem blev publikum dirigeret ind på geled af en insisterende, næsten maskinel stortromme, der koncerten igennem lagde pulsen bag resten af bandets udskejelser. Her var det mest guitarist Alan Duggan og forsanger Dara Kiely, der stod for underholdningen - på hver sin måde.
Det er sjældent at musik er så eksplicit humoristisk, så eksplicit flabet, som det var tilfældet med Gilla band. Ikke at det skal forveksles med selvironi eller manglende alvor, for gennem en hel time skruede de langsomt op mod klimaks og holdt publikum på kanten af forløsning. Med dissonanser i klammeri, uden at det blev til slagsmål, med tør vokal og insisterende tekster, der på sine steder blev til mere spoken word end decideret sang, og med stor musikalitet navigerede Gilla Band helt uden anstrengelser mellem noiserock-stykker, hvor melodien fik en plads, over vanvittige punkede, eksplosive avantgarde passager hvor alt skete samtidig, men på en meget kontrolleret måde, og det stramme udtryk forlod aldrig musikken, uanset hvor vildt og tilsyneladende improvisatorisk det blev. Og det kan noget.
I publikum opstod der spontan dans her og der som små bål, der blusser op, men blev aldrig til en massebevægelse, der bredte sig videre end de obligatoriske 2-3 første rækker. De havde det til gengæld også ret sjovt.
Hen mod slutningen af koncerten var ballonen stadig fyldt til bristepunktet, og det hele endte med en dirrende følelse af, at dette kunne vi sådan godt have fortsat med at danse til en rum tid endnu. Men som på festivaler flest, er der ingen ekstranumre, og præcist en time efter vi satte benene i The Terminal, var vi ude i nattekulden igen – på vej mod flere dejlige musikalske oplevelser.