RB 25: Turn up the bass!
Den portugisiske trio Maquina leverede en af de mere overraskende og forførende koncerter på årets Roadburn, da de fredag aften indtog den intime Hall of Fame-scene.
Med en energi, der boblede under overfladen og langsomt kogte over, formåede de at forvandle rummet til en sveddryppende, trance-agtig rave-hal – alt sammen uden at miste deres egen identitet som et psykedelisk og støjdrevet rockband.
De tre første numre virkede dog som en lidt langsom opvarmning. Der var godt spil, masser af attitude og en puls, der hele tiden pressede sig fremad – men sangene havde svært ved at adskille sig fra hinanden. Groovesne lød bekendte, og dynamikken manglede variation. Det var, som om trioen lige skulle finde ind i en fælles rytmisk trance, både med hinanden og med publikum.
Som gentagelsens tunge tristesse ellers så småt havde fået tankerne på afveje, landede Maquina fuldt ud på scenen. Tomás Brito fik spændt bassen helt op under hagen og tog føring. Ideen med galskaben begyndte at stå klart og musikken åbnede sig stille og roligt op – lag blev tilføjet, intensiteten steg, og det pulserende groove satte gang i noget langt mere kropsligt. Britos spil på de fire strenge var både fysisk og flydende, mens den rytmiske tyngde stod som fundamentet, som resten af koncerten byggede videre på.
Halison Peres bag trommerne livede på samme måde op og fik sendt den ene kommando efter den anden ud til publikum, mens guitarist João sendte skæve, forvrængede signaler ud i rummet – støj, repetition og små melodifragmenter smeltede sammen i en strøm, der var mere følelse end form.
Publikum reagerede umiddelbart: hoveder begyndte at nikke i takt, fødder bevægede sig, og pludselig var Hall of Fame forvandlet til et slags analogt mini-rave. Et dansende, koncentreret kaos.
Det var her, Maquina for alvor viste, hvad de kan: Skabe et rum, hvor støj og rytme bliver én og samme ting, og hvor musikken ikke bare bliver hørt, men mærket. Der var noget næsten ritualistisk over det – ikke som en koncert i klassisk forstand, men som en fælles, fysisk tilstand.
Selvom starten haltede lidt indledningsvist, endte Maquina med at levere en elektriske og uventet koncertoplevelse. En koncert, der beviste, at trance og tyngde sagtens kan gå hånd i hånd – især, når bassen får lov at føre an.