RB 25: En koncert for ur-mennesket
Steve Von Till tog ny teknologi i brug til sin koncert som Harvestman på Roadburn's andendag, og det slap han virkelig godt fra.
Med Steve Von Tills egne ord, er Harvestman hans hjemmestudie-projekt, og det var under dette alter ego, Von Till tog hul på sin Artist In Residence på årets Roadburn. Mange vil kende Von Till som en mand med et klaver, eller en guitar, og et budskab. Men i Harvestman er han en mand med en masse spændende lyde.
I vores interview med hovedpersonen, var netop Harvestman-koncerten årsag til ikke så få hovedbrud, for som han selv sagde det: “Jeg har ikke 20 arme”. Heldigvis er Roadburn en god festival til en lidt introvert koncert, og det blev Harvestman også på mange måder.
Efter lidt indledende knæbøjninger i form af line-check for åben scene, gled koncerten over i den egentlige forestilling, der startede svævende og med en smuk sløjfe tilbage til Roadburns rødder i psych’en. Koncerten var et sammenkog af de tre seneste udgivelser fra Harvestman, 'Triptych', hvor der er skruet op for de elektroniske elementer sammenlignet med tidligere. I og for sig ikke super kompliceret musik, men der er mange lag, mange nuancer, som jeg inden koncerten godt kunne frygte ville gå lidt tabt.
Med sig havde Von Till Dave French til at passe bas og synth, mens Von Till selv tog sig af samples, master tracks og guitar-loops.
Koncerten var en rejse gennem stemninger, fra det bløde og svævende over psych til rocket guitar. Gennem det meste af sættet var musikken funderet i solid dub, der talte til publikums ur-menneske og som ikke blot dannede rammen omkring musikken og Von Till karakteristiske fuzz-guitar, men også satte publikums fødder i bevægelse. Det var helt enkelt umuligt at stå stille til, og jeg fik gået mine daglige skridt på stedet, mens musikken som en blomst foldede sig mere og mere ud for til sidst at lukke sig sammen igen hen mod koncertens afslutning.
Lyden var i top på Next Stage, som den har for vane at være, og nuancerne fandt plads imellem fuzz-guitar, synth og rytmer, mens bassen på sine steder var temmelig anonym. Jeg vil ikke afvise, at jeg havde manglet den, hvis den ikke var der, men den fungerede mest som støtteben for samples, der sagtens kunne stå selv, hvis de havde fået lov.
Enkelte steder lød det som om sample-loopene løb “ud”, men det blev dog reddet hver gang og uden megen mimik, selvom jeg kan forestille mig at det har været nervepirrende at stå med en koncert, hvor meget blev prøvet i virkelighedens verden for første gang.
På trods af enkelte skønhedsfejl, som man hurtigt tilgiver, fordi manden bag projektet er så gennemført ydmyg og sympatisk i sin kontakt med publikum, var koncerten et vellykket stykke elektronisk musik, der passede godt ind i programmet, men som også trak tråde tilbage i tiden, hvor der var mere af den type musik på Roadburns program. Det var en fåmælt Von Till, der takkede af, da koncerten var slut – men han gjorde det foran et fyldt Next Stage, der klappede højlydt.