RB 25: Høj på hypnokraut til finalen
Haunted Plasma er et interessant, ukendt kort at vælge til at lukke Main Stage for 2025 – men Oranssi Pazuzu åbnede den tre dage før, så så er cirklen vel sluttet!
Machines Like Us
Echoes
(ny sang?)
Haunted Plasma
Forstået på den måde, at Haunted Plasma ikke blot ligeledes er finner, men at én af de centrale medlemmer er Juho Vanhanen, som vi så i front for Oranssi Pazuzu torsdag.
Vi er da også absolut i beslægtet, musikalsk territorie – kraut, det motoriske beat og elektroniske klangflader, blot kun med få af de metalliske elementer, som hovedbandet gør sig i.
Det er et lille år siden, at den selvbetitlede debut landede, og jeg blev helt opslugt af deres hypnotisk pulserende lydflader. Desværre gik pladen ret ubemærket hen, og bandet selv har da heller ikke gjort alverden for at få navnet ud. Faktisk er denne booking da også deres første koncert hidtil uden for Finland, så man kan roligt sige, at der er noget unikt over at kunne se dem på Roadburn i dag, uagtet at fremmødet så ikke er det mest prangende af en lukkekoncert på hovedscenen at være. Vi er dog nok fortsat flere, end Haunted Plasma har følgere på Facebook, og det tæller vel også for noget …
Vi må i dagens anledning undvære Mat McNerney (Mr. Hexvessel), der på pladen er gæstesanger i ‘Reverse Engineer’. I stedet har vi i aften en sangerinde, der på trods af ikke at mestre den samme dystre tone i stedet føjer et mere soulfuldt stempel til åbneren. Et fint valg, der giver et mere menneskeligt touch til den dystre tekst om at være ofre for teknnologiens dominans. Dén og ‘Machines Like Us’ fungerer begge glimrende, med små twists her i live-settingen, så man kan smage, at de bestemt har deres kosmiske kram under huden. Visuelt mangler de dog lidt oomph, som de står hver især og sejler lidt rundt i hver deres ø på scenen, uden de vilde projektioner til at holde øjnene fanget, men musikken gør til gengæld mere end rigeligt for at holde pulsen oppe. Trommerne tripper derudad, Vanhanen tilføjer sine drys af diskans og reverb på guitaren, og Timo Kaukolampi (der også luftede sine klangflader helt solo om lørdagen) kommer vidt omkring i sin elektroniske værktøjskasse.
Om ‘Spectral Embrace’ helt bliver forbigået i aften, eller de blot laver et større remake af den, er mig til gengæld lidt uvist, for flere af sangene bliver genopfundet, frisket op, så man virkelig kan mærke, at det her er en live-koncert. Bevares, syren kammer måske lidt over her og der, hvor sammenhængskraften står skarpere på pladen, men det føjer noget til charmen. Intet fedtspilleri her, og tak for det, så vi kan runde festivalen af i den sande Roadburn-ånd, og det også stadig holdes frisk for os få, der kender pladen både forlæns og baglæns.
Tilføjelsen af Niko Lehdontie, Oranssi Pazuzus energibombe af en guitarist, i en mere metallisk outro til titelnummeret går også rent ind som afrunding på showet – og således fløj 45 minutter af sted. Uden præsentationer mellem numrene, uden overdådige visuals, blot hynotisk pulserende, finsk electro-kraut for alle pengene. Et tungt og lækkert soundtrack til en lang tur hjem, mens vi drømmer os frem til, hvad Tilburg mon har i ærmet til os næste år – mere finsk måske?