RB 25: For meget forspil og for lidt klimaks
Der var lagt op til et af årets mere spændende koncertoplevelser, da Sumac og Moor Mother indtog Roadburns hovedscene lørdag eftermiddag – men realiteten levede ikke op til hypen.
Hvad sker der, når man tager den amerikansk/canadiske post-metal-supergruppe Sumac og sender dem i studiet og på scenen med en af samtidens mest visionære og politisk ladede stemmer? Det var, hvad vi skulle opleve og høre svaret på lørdag eftermiddag på Main Stage, og det var der en hel del gæster på Roadburn, der gerne ville være del af.
Forventningerne var måske høje, måske var de fremmødte bare nysgerrige, men på papiret, burde der være en oplevelse at komme efter. Ikke mindst fordi samarbejdet mellem de to parter har været undervejs længe. Skal man tro presse-materialet, landede der for et år siden en e-mail i Roadburn-kurator Walter Hoeijmakers' indbakke fra Camae Ayewa, bedre kendt som Moor Mother, der afslørede, at hun arbejdede på et fælles album med Sumac. Nu, få dage før albummet ’The Film’ udkommer, fik vi en forsmag på det sammensmeltede værk live. Igen en af de eksklusive oplevelser, Roadburn kan byde på.
Koncerten begyndte intenst og lovende. Sumacs monumentale tyngde, slæbende riffs, metalliske dissonans og præcist kontrollerede kaos lagde et mørkt, dirrende fundament. Moor Mother trådte ind med en scenetilstedeværelse, der straks skabte fokus. Hendes ord, delvist gentagede, delvist råbte, svævede over støjen med lige dele insisterende autoritet og slående ubehag. Det var konfrontatorisk, poetisk og ditto underligt rørende.
Men som koncerten skred frem, ændrede den karakter. Hvor man måske ventede sig kulminationer, eksplosioner eller tydelige skift, fik man i stedet en lang opbygning, der sjældent udløste sin spænding. Halvvejs inde i koncerten føltes det stadig som om den lige var startet og vi stadig var på status quo. Musikken trak ud i dronende, tunge landskaber, og selvom det indimellem skabte tranceagtige stemninger, manglede der retning. Det var mere en strøm end en form, og selv blandt Roadburns tålmodige publikum, der stod fuldkomment tavse og engagerede i samarbejdet på scenen, virkede det, som om ikke alle blev fastholdt.
Fra denne anmelders perspektiv var det især Moor Mother, der holdt koncerten oppe. Hendes bidrag – både vokalt og tekstmæssigt – var det lysende centrum i en ellers noget diffus helhed. Hendes evne til at kanalisere politisk vrede, sorg og håb ind i hver sætning gjorde hende til det naturlige samlingspunkt – placeret midt på scenen bag hendes pads og mikrofoner. Når hun talte/råbte/skreg, lyttede man.
Samarbejdet mellem de to parter er uden tvivl en spændende og kunstnerisk ambitiøs alliance. Det er musik, der prøver noget og ikke alt skal nødvendigvis være nemt eller umiddelbart. Men som liveoplevelse savnede man hyppigt noget så simpelt som den indlevende sangskrivning. Det kunne selv ikke Moor Mother ændre ved. Projektet er spændende, men resultatet lever bare ikke op til forventningerne.