RB 25: Forførende anatolsk glæde
Altin Güns forførende melodiunivers passede måske ikke ned i forestillingen om tung musik, men serverede lige præcis det, publikum havde brug for: Glæde og dans.
Altin Gün var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til at se på før festivalen, og de skuffede bestemt ikke. Som navnet overhovedet ikke antyder, så kommer Altin Gün fra Holland, hvor bassisten Jesper Verhulst fik lyst til at spille god gammeldags anatolsk rock og derfor fik samlet sig et band bestående af tyrkiske musikere, der mestrede netop denne stilart til perfektion.
Og i virkeligheden er det jo lidt lige meget, hvor de kommer fra, for de spillede anatolsk rock, så selv deres musikalske forfædre ikke kunne undgå at vippe lidt med tæerne. Der var fra første tone fra baglama’en lagt op til mavedans og dansende arme, noget som mange danseglade publikummer tog op og flere versioner af den urgamle persiske danseform blev eksekveret mere eller mindre elegant på gulvet, hvor Main Stage var ret fyldt og ikke mindst forblev fyldt.
Gennemlytning hjemmefra kombineret med programmets foromtale lovede udsyret tyrkisk rock med mørke vinkler. Netop de elementer, jeg holder så meget af ved anatolsk rock og ditto jazz. Det var dog ikke noget, vi mærkede meget til og øjensynligt havde orkestret mere lyst til at spille noget mere lyst og dansabelt, og det slap de nu også godt fra. Kun enkelte steder fik arven fra 70’erne lov til at titte frem, og det var aldrig længe ad gangen. Det kunne jeg personligt godt have brugt lidt mere af.
Selvom Roadburns motto er “Redefining Heaviness”, så skal der helst også være plads til de mere muntre indslag og det må man sige, at Altin Gün var. At de også kom på et ret fint tidspunkt – nemlig lørdag – var nok ikke noget, der gik dem imod, for selvom vi alle sammen er meget mørke og dystre i vores sjæl, så virkede det, som om at Altin Gün faktisk lige præcis var den fest, vi trængte til, midt i tung kraut, skrigende hekse og vanvittige japanere.
Nogle hader det, andre elsker det. Jeg hører til blandt de sidste og vi taler naturligvis om den særlige måde at synge på, der ligger ret langt fra vestlig kompositionstradition. Og synge kunne sanger, baglamist (?) Erdinç Ecevit Yıldız. Hans register er ret stort, og det klagende, vemodige vred sig som en slange ind og ud af mere optimistisk lydende vokalfraseringer og kunne på den måde stadig skabe stemninger, selvom kun et fåtal i publikum forstod hvad der blev sunget.
Det var dog på percussion-siden, at Altin Gün havde sin virkelige stjerne. For hvor spillede trommeslager/percussionist Daniel Smienk dog fremragende. Levende, dynamisk, ikke for stramt, ikke for løst, og så fik hans koklokke fuld pedal i bogstaveligste forstand – den var nemlig udstyret med sin egen pedal, og hvorfor egentlig ikke. Det giver mulighed for mere koklokke når armene er optaget andetsteds, og hvem vil ikke have mere koklokke?
Som koncerten skred frem, blev publikum stående. Det er ellers ofte lidt et sats med koncerter i randområderne af, hvad publikum forventer sig af festivalen. Men der var ingen, der ville gå glip af den fest, som Altin Gün spredte på hovedscenen, og det forstår jeg godt.
På trods af at Altin Gün på mange måder var et lidt aparte indslag i en mørk og tung festival, så fortjente både de og vi den fest, de skabte, og mon ikke de fleste havde lidt lettere til latter, da koncerten var slut?