RB 25: Jupiter uden tyngdekraft
Fredag aften indtog Cave In Roadburns Main Stage med en særlig præsentation: Deres klassiske album ‘Jupiter’(2000) spillet i sin helhed.
På papiret lød det som et af festivalens potentielle højdepunkter – et monumentalt værk for bandet og en plade, der sikkert skaber positive minder for nogen. For de fleste er det nok mere et komma i moderne musik-historie. I praksis blev koncerten derefter. Trods teknisk dygtighed og musikalsk veltalenhed, fandt den aldrig rigtig fodfæste.
Der var god plads i salen, og stemningen var afdæmpet, allerede inden de første toner lød. ’Jupiter’ er et album, der sikkert har inspireret nogle af de yngre bands på årets Roadburn-program, men live virkede det underligt tandløst. Der var noget fladt og tilbageholdt over hele oplevelsen – som om bandet selv ikke var helt med på, hvorfor de skulle stå netop dér, netop den aften. Det var de ikke ene om.
På den positive side spillede Cave In med stor præcision. Lyden var balanceret, Stephen Brodsky’s vokal stærk og drømmende, og bandets tekniske evner skinnede tydeligt igennem. Numre som 'Big Riff' og 'In the Stream of Commerce' blev leveret uden fejl og med fuld lydstyrke. Men hvor ’Jupiter’ på plade er et atmosfærisk og spændende værk, der balancerer det episke med det emotionelle, blev det live en noget klinisk affære.
Problemet var hverken setlisten eller præstationen – men snarere stemningen. Roadburn er en festival, der dyrker det eksperimenterende, det uventede og det dybt personlige. ’Jupiter’, selv med al sin påståede historiske tyngde, blev her præsenteret som en art hyldest til fortiden, snarere end en levende, sanselig oplevelse. Det var som at se et kunstværk bag glas: smukt, men fjernt.
Derud over kan man ikke komme uden om placeringen på Main Stage, som aftenens hovednavn. Det var helt skævt og decideret malplaceret. Der var så mange andre optrædener i løbet af dagen, der sprængte rammer og rykkede ved publikums forventninger. I det lys fremstod Cave In som et kedeligt og alt for sikkert valg, måske endda et nostalgisk et af slagsen – og ikke på den gode måde, som da Envy spillede ’A Dead Sinking Story’ blot to dage tidligere. Langt hen ad vejen, kan man vel sige, at aftenens koncert med Cave In nærmest kolliderede med Roadburns ellers grænsesøgende DNA.
Publikums reaktion var derefter: Afdæmpet, manglende og primært tilkendegivet i ekkoet fra fodsåler, der langsomt forlod den alt for store sal. Der var ingen store jubelscener, ingen vilde udbrud – kun spredte klapsalver og nikkende hoveder. Respektfuld afstand, men uden den kollektive elektriske fornemmelse, der ellers kan opstå i lokalet, når noget virkelig rammer.
Cave In leverede en præcis og velspillet gengivelse af ’Jupiter’, men det blev aldrig mere end dét: en gengivelse. På en festival som Roadburn, hvor musik ofte bliver til ritual, føltes det som en museumsvandring. Ærværdig, men uden magi.