RB 25: Lyden af atomvinter
The Body og Dis Fig udnyttede 013's gigantiske anlæg og Main Stage' scenegulv til fulde og sendte lyden af atomvinter ud over en fyldt sal.
Sidst vi så The Body x Dis Fig var på den lille aalborgensiske festival, Lasher Fest tilbage i efteråret sidste år. Dengang var det en utroligt intens oplevelse, blandt andet fordi multikunstneren Dis Fig var i øjenhøjde med publikum – noget, hun udnyttede til fulde med lange eye-locks og intens in-your-face optræden.
Denne gang havde The Body og Dis Fig fået noget mere plads at boltre sig på, at de torsdag aften besteg Main Stage, Roadburns største scene, og satte en fed streg under, hvorfor det ikke gav mening at være nogen andre steder end lige præcis til deres koncert.
Main Stage har et imponerende anlæg. Det så vi allerede tilbage i 2023, hvor John Cxnnor gav subwooferen noget at lave, ligesom Khanate sidste år også krævede sit fra det stakkels anlæg. Men jeg tror aldrig, jeg har hørt så øredøvende bas som til The Body og Dis Fig denne torsdag aften. Selvom det næppe var synligt, føltes det, som om tøjet blafrede om kroppen, pandehåret dirrede og jeg kunne næsten fornemme bastrykket i min hud. Og så var vi ligesom i gang. Med intens, industriel noise fra The Body, og vanvidsperformance fra Dis Fig kan det jo nærmest ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke.
Udover en lidt vel lav vokal i starten af sættet, var intensiteten høj, og der var lagt lidt ekstra i kurven til de fremmødte fans, som fik spektakulære visuals som baggrund for The Body’s tunge, brede og sært introverte lydflader. Dis Fig kan som få gå fuldkommen primal på musik, og hun har tilsyneladende ingen hæmninger vokalistisk, hvor hun koncerten igennem ubesværet svævede igennem smukt sungne melodier og råb og sjæleflænsende skrig, der desværre ind imellem druknede lidt i den helt vanvittige bas, der var ret konstant koncerten igennem og ind imellem sendte rummet selv i svingninger, der i længden blev en lille smule irriterende at forholde sig til. Det er en svær balancegang – for jeg forstår dælme godt, at man som The Body gerne vil udnytte Main Stages vanvittige lydanlæg. Og selvsamme anlæg kan skabe en følelse af, at selve universet brister, når det bruges rigtigt. Men om “rigtigt” er at lade bassen være en konstant, er jeg ikke sikker på. Nuvel, det er et stilistisk valg, som flere af mine medfestivalkolleger har været svært begejstret for, så måske er det bare alderen, der trykker.
Dis Fig var en hvirvelvind på den store Main Stage, der ellers på papiret er lidt svært at fylde for et orkester på tre mand, hvoraf de to er bundet til instrumenterne. Men ikke her. Som en dæmon på speed tog Dis Fig fuldt ejerskab over hele scenens gulv. I kompositionerne kunne hun læne sig op af Chip Kings dissonante industrielle lydflader og læne sig ind i Lee Bufords energiske trommespil. Tilsammen fungerer de som et et helstøbt band, selvom de jo egentlig blot er artister, der kortvarigt krydser veje for derefter (formodentligt) at skilles igen og gå i hver sin retning.
På trods af den maskinelle base, var koncerten organisk og menneskelig og ikke mindst passioneret. Her var der ingen fine fornemmelser, ingen facade, der skulle bevares. Det var menneskeligt, det var dystopisk, det var lyden af atomvinter. Og frem for alt var det koncert, som kroppen husker.