Lasher Fest 24: Passioneret dystopi
The Body havde fået forstærkning fra Dis Fig og spillede en formidabel og temmelig intens koncert på Lasher Fests førstedag.
Lasher Fests program er igen i år virkelig interessant, og derfor måtte jeg jo tage turen med Statsbanerne over både Store- og Lillebælt for at se, hvad festivalen kunne diske op med i år på spillestedet SH35. Og et at de mere interessante navne var The Body og deres samarbejde med Dis Fig.
The Body kom på min radar i 2019, hvor jeg ad omveje og delvist styret af algoritmer blev præsenteret for gruppen, der har eksisteret siden 1999 og består af trommeslager Lee Buford og guitarist/vokalist Chip King. Siden er det blevet til et hav af udgivelser og samarbejder, blandt andet med Thou og Full of Hell. Og nu også med Dis Fig, som de også lige nu er på turné sammen med.
... og det samarbejde er spændende. Dis Figs ekspressive sceneoptræden og hendes vanvittige vokal passer virkelig godt sammen med The Bodys mere introverte, post-rock/noise. Chip King skal nu ikke glemmes, nu hvor vi er ved vokalen, og hans primalskrig bidrog i den grad til stemningen af noget post-apokalyptisk, godt understreget af Lee Bufords ret omfattende brug af sin gulvtam.
Musikken var en rejse ind i en verden, som ingen vil bo i, og skiftede mellem brede noise-lydflader og voldsomme udbrud. Det hele understreget af Dis Fig, der skiftevis var rasende og sørgmodig, mens hun skreg, dronede og hvæsede sig igennem sættet, kun lejlighedsvist afbrudt af hendes rene vokal. Samtidig fik trommerne os til at tænke på krig, mens de ubønhørligt drev sættet fremad.
Der er noget vidunderligt skizofrent i musik, der lyder som om selve planeten bliver skilt ad på en voldelig måde, og som stadig formår at præsentere uventede og smukke vokalharmonier, der nærmest lidt ad hoc bryder med dystopien. Dis Fig med det borgerlige navn Felicia Chen gav en formidabel optræden, hvor særligt forreste række nok til tider havde det som om de var med i en gyserfilm. Selv havde jeg fået mig placeret på den forreste række efter at min tårnhøje medanmelder havde givet mig en forlomme, og dét var ret intenst. Dis Fig gik rigtig tæt på publikum, mens hun stirrede os i øjnene i ubehageligt lang tid med udtryksløse, kulsorte øjne. Publikum længere nede i salen måtte nøjes med hendes korte tur på gulvet, men det forestiller jeg mig var mindst lige så intenst.
Efter sigende var hun både glad og smilende da hun gik en tur blandt publikum efter koncerten, men under koncerten tror jeg, at vi var flere, der mistede lidt af vores sjæl.
På min lange togtur til Aalborg samme eftermiddag faldt jeg ind i et musikalsk nostalgitrip og må have været ret latterlig at iagttage, mens jeg smilende og nikkende hyggede mig med nogle af mine gamle helte fra 70’erne. Og jeg sad og tænkte på, at selvom rigtig mange bands spiller rigtig godt, har et godt sceneshow og alt det jazz, så mangler jeg ofte den passion, der kommer fra et dybt sted indeni. Den passion, der ikke viser sig på en indstuderet måde, men som kommer fra maven. Og da jeg stod der på forreste række og kiggede direkte ind i afgrunden faldt det mig ind, at det måske var det, der gjorde koncerten så fed. Dis Figs passion. Primalskrigene fra Chip King. Trommerne, der, omend de jo nok var indøvede, flød levende og organisk gennem hele koncerten. For selv om langt det meste af musikken er programmeret og spillet af en maskine, så blev de brede lydflader en ret perfekt baggrund for det menneskelige, det organiske.
Placeringen i programmet var nok lagt så tidligt som det var muligt – men efter et par andre optrædener i den mere komplicerede ende af den musikalske skala blev The Body og Dis Fig desværre for meget for nogle, og der var nogen grad af frafald i løbet af koncerten. Men os. der blev der gennem de sølle 45 minutter de fik på scenen, fik en fremragende koncert, leveret skarpt og uden udfald.