RB 25: Et støjende, sveddryppende triumftog
Lørdag aften bød Roadburn på ét af festivalens mere livlige og medrivende øjeblikke, da Chat Pile indtog scenen og leverede en koncert, der både var brutal, absurd, rørende og underholdende.
Main Stage var proppet til randen – i en sådan grad, at det var svært at komme ind, hvis man ikke var landet i god tid. I forlængelse af gårsdagens trælse oplevelse med Cave In, var det tilsvarende rart at opleve et publikum der blev hængende hele vejen – men hvorfor også gå glip af en katarsisk støjfest og et par solide kulturanbefalinger undervejs?
Chat Pile er ikke et band, man lige stiller sig op og smådanser til. Det er mere som at blive ramt af en betonblok – i slowmotion – mens en mand råber eksistentielle mareridt lige ind i dit ansigt. En klar force for bandet. Forsanger Raygun Busch (Randy Heyer) var, som vi husker ham fra Roskilde Festival 2023, en sand gave på scenen: uforudsigelig, karismatisk, og med en evne til at balancere mellem rasende desperation, underlige bevægemønstre og komiske indslag.
Hans mellemspil var næsten lige så mindeværdige som musikken. Mellem skrål og skrig delte han gavmildt ud af anbefalinger – både inden for film, bøger og, naturligvis, en række dystre refleksioner over det moderne samfund. Tilburg er i hvert fald ikke lige så nederen en by som Oklahoma City – det er herved taget til eftertragtning.
Setlisten trak især og ikke overraskende på bandets seneste album ’Cool World’, som har vist sig at være alt andet end en svær toer. Numre som 'Camcorder' og 'Shame' blev leveret med overbevisende energi og en følelse af, at bandet faktisk mener hvert eneste ord og hver eneste disharmoniske tone. Publikum kvitterede med taktfast headbanging, støjende jubel og mindre ekstase. Men der var også plads til de gamle klassikere. Da introen til ’Why’ og det vanlige Roadburn-festival-publikum kunne more sig over det gentagede meme-oplæg, kunne Busch skrige “WHY DO PEOPLE HAVE TO LIVE OUTSIDE?!” i kor med hele den engagerede sal.
I forlængelse af bandets dundrende musikalske univers, gav Main Stage os en lyd, der var skarp, intens og lige så beskidt, som man kunne håbe på. Bandet spillede med en indlevende energi, som om de konstant balancerede på kanten af kaos – uden nogensinde at miste kontrollen. Det var både urovækkende og dybt tilfredsstillende. Præcis som Chat Pile skal være.
Alt i alt leverede Chat Pile en koncert, der både var en sonisk renselse og et kulturelt dyk ned i vores moderne samfunds absurditeter. Hvem vidste, at man kunne få både tinnitus og en ny læseliste på under en time?