RB 25: Dame Area tryllebandt Next Stage med industrielt raseri
Torsdag aften på Roadburn Festival gav den katalanske duo Dame Area en af dagens helt store, musikalske oplevelser.
I et program spækket med mørke, grænsesøgende oplevelser leverede katalanske Dame Area et af torsdagens mest intense og fysiske koncerter – en elektrisk, rituelt ladet opvisning i rytme, støj og kompromisløshed, hvor den energiske duo havde succes med at spille sveden frem på panden blandt de fremmødte på Next Stage.
Spillestedet var fint pakket af forventningsfulde festivalgæster, sveddryppende fra tidligere shows, trukket indenfor i det intime spillested af lyden af industrial beats og hypnotisk råb. På scenen ventede en spartansk opsætning: analoge synths, percussion og et virvar af kabler. Men det var ikke gear, der gjorde indtryk – det var derimod den dynamiske duo Silvia Konstance og Victor L. Crux. Sammen og hver for sig formåede de at kanaliserede en urkraft, der føltes langt større end dem selv og samtidig virker som essensen af netop Roadburn.
Fra første tone virkede det, som om rummet blev lukket – som om publikum trådte ind i noget, der ikke bare var en koncert, men et ritual. Silvia skulle lige i gang, men fandt hurtigt et uforudsigeligt flot, nært manisk antrit, nærmest i trance. Hun slog på trommer og pads med voldsom kraft, chantede på spansk og italiensk med en intensitet, der sved gennem røg og lys. Hendes blik søgte ikke kontakt – det gennemborede. Crux stod som en maskinel shaman, fuldstændig fokuseret på at fremmane lydlandskaber af buldrende beats, industrielle loops og synths, der skar sig vej gennem kroppen.
Numre som ’Esto Me Pertenece’ og ’La Solución Real’ blev transformeret live – mere brutale, mere dansable, men samtidig dybere og mere rituelle. Det hele var ufatteligt rytmisk, men aldrig poleret. Det svingede mellem techno, punk, tribal og noise – uden at tilhøre nogen af delene.
Det mest slående var publikums reaktion. I et hjørne dansede nogen som til en rave. Foran scenen stod andre nærmest stille, opslugte, som om de overværede en ceremoni, og mod afslutningen af koncerten fik vi endda en lille techno-mosh. Der blev ikke klappet meget mellem numrene – ikke fordi folk ikke var begejstrede, men fordi der ikke var meget plads til at klappe. Koncerten flød, som én lang bevægelse – uden pauser, uden pusten.
Efter knap en time var det slut. På toppen, og duoen kunne se sig selv klappet af, mens publikum forlod salen en stor oplevelse rigere.