RB 25: Gudernes fald via jazzens filter
Paradox-scenen skuffer sjældent – og heller ikke i dag, da Angles fremfører deres free jazz-opera ‘The Death of Kalypso’ i hele dens dunkelt orkestrale bravour.
Mens Cave In genbesøger en af deres mest hyldede værker på hovedscenen, er det endelig blevet tid til at tjekke den lokale jazzklub Paradox, der som altid har deres helt eget Roadburn-program i de mere akustiske afkroge af festivalens profil. For mit vedkommende med det utvivlsomt stærkeste Paradox-navn i år, nemlig det svenske jazz-orkester Angles. Et orkester, jeg intet kendte til før festivalen her, men beskrivelsen af, at de her skal fremføre en free jazz opera i en otte mand stærk besætning, gjorde mig nysgerrig, og pladen ‘The Death of Kalypso’, som skal danne rammen om denne forestilling, bekræfter kun mine forestillinger.
Med Paradox' intime rammer og vante stolesetting er der med næsten 100 % sandsynlighed ingen mulighed for at sidde ned, medmindre du er kommet ind som en af de 50 første. Således også i dag, hvor vi ikke er ene om at have opsnappet dette tilløbsstykke, men stående eller ej, så er udsynet upåklageligt, da Alexander Zethson indtager pianoet med underspillet melankoli. En rørende intro, hvor cellobuens spænd og de sagte trut på trompeten sammen med Elle-Kari Sanders kradse røst fører os ind i det maleriske lydbillede, der venter os den næste time.
På mange måder væsentlig anderledes fra, hvad Roadburn ellers har i ærmet til os i år – ikke blot p.g.a. Paradox' vinrøde kulisser, men som en koncert, der nærmest antager kammermusikalske proportioner. Uagtet der er otte musikere på scenen, så spiller de sjældent hinanden op til mere massive lydtryk. Tonen holdes gennemgående underspillet, hvor blæserne ind imellem imiterer trafiklyde i det fjerne. Med musikere, der uden mikrofoner foran et bomstille publikum kan udnytte små facetter som slagkraften på deres respektive instrumenter mere dramatisk. Og netop dét gør de, mens Sander ind imellem luller os ind med sit hæst flirtende croon. Som en krydsning mellem en mindre flamboyant Björk og Carla Kihlstedt (fra Sleepytime Gorilla Museum) er der noget excentrisk betagende over hendes tone, over den måde hun bærer scenen på, omend det dog kun er godt halvdelen af sættet hun er en del af.
Musikerne får desuden virkelig flashet deres chops, som fx da Martin Küchen slår sig ud i en fullblown saxofon-solo som taget ud af en David Lynch-film, med både sagte blæs, der mere skærer end noget andet, og disharmoniske hyl i heftig kontrast. Eller da de tyve minutter inde bevæger sig ud i jazzmetallisk gear henover et længere udsyret crescendo, for øjeblikke senere at bevæge sig over i det mere filmisk storladne, blot båret af trommeslagerens whiskers, celloens dragende undertoner og vibrafonens hypnotiske klangmønstre.
Der er, for god ordens skyld, også en fortælling her. I et clash mellem tidløse sondringer om gudeforestilinger og myters forfald, om moderne familietragedier og fangelejre er lyrikken dog i højere grad metaforisk kolorit, der er mere sekundær i forhold til skabertrangen og den free-jazzede feel, der er de absolut sælgende faktorer her i aften. En rørende koncert, hvor kemien i dette svenske jazzkollektiv kan føles under huden, stilet og med Sanders rolle naturligt inkorporeret i orkesteret, hvor det på plade fremstår en smule mere karikeret, uden den samme nerve og intimitet som vi får at føle her i dag. Det er sjældent, jeg går fra en jazzkoncert med så mange endorfiner i kroppen – og så må kollegerne selv døjes med deres sløje prioriteter andetsteds på festivalen.
Byder chancen sig for at se Angles på de danske breddegrader, så und jer selv denne gave og få én på den tunge føler.