RB 25: En eksplosiv standard til efterlevelse
Uniform kørte med udvidet setup i opførslen af sidste års ‘American Standard’ og holdt os fængslet igennem 45 minutters primalt pulserende støj!
Clemency
Permanent Embrace
American Standard
Det er ikke meget vi har beskæftiget os med de New Yorkske støjrockere igennem årene. Hvilket egentlig er bemærkelsesværdigt i sig selv, i lyset af deres enorme output med både fem fuldlængder på egen hånd, en ditto håndfuld collab-udgivelser med bands som The Body og Boris, plus EP'er og det løse, alt sammen udgivet siden deres debut i 2015. En imponerende produktivitet, men i dag er det altså kun ‘American Standard’-pladen, vi behøver forholde os til – og hvilken plade! En massiv energiudladning, der på den ene side skræller Uniforms udtryk helt ind til benet, med temaer og motiver konstant i bevægelse, mens den på den anden side er indspillet med både to bassister og to trommeslagere, for at få pulsen tydeligere frem i resultatet.
‘American Standard’ er et imponerende massivt værk, og det afspejler sig absolut også her i The Terminal i dag. Fra start med min personlige favorit derfra, ‘This Is Not a Prayer’, hvor Uniform omgående demonstrerer, hvad de gør bedst. Bassen, der slæber og skralder sig frem. Michael Blume og Blaze Batehs sammenvævede double drum attack. Og naturligvis Michael Berdans desperate råben og skrigen igennem lydmuren. Alt sammen simpelt og repetitivt, som en anden hardcore/noiserocket hybrid af Ministry, og tilsvarende adrenalinpumpet. Hvad der kommer af modbydeligheder udover Berdans læber er komplet umuligt at dechifrere her live, med harskt harcelerende brøl non-stop, men smerten er åbenlys. Den pure vildskab, de nådesløse opgør med hans indre dæmoner, som man bedre kan høre sig lyrisk frem til på pladen, er her svulstigt makset ud og hjælper til yderligere at mærke på kroppen, hvor voldsom en plade der egentlig er tale om. At bassen og trommerne så yderligere booster bunden op i hele Terminalen, ikke mindst i en totalt berusende afrunding på ‘Clemency’, gør kun oplevelsen dét mere umulig at modstå.
At de havde valgt at gemme det mere end 20 minutter lange titelnummer til sidst i stedet for, ligesom på pladen, som åbner var nok det rette valg. Også selvom jeg gerne havde indtaget mere af deres kontante brutalitet, som vi fik forinden, hvor ‘American Standard’ klart har en mere drømmende, indførende klang, der for mit vedkommende får intensiteten til at dvale lidt hen mod slutningen af sættet, hvor jeg hellere havde set det udvikle sig til en større forløsning.
Sådan opererer Uniform dog ikke – grandiost som det smager til tider, så bliver vi ikke nusset bag ørerne her. Snarere kradset til blods med en skuresvamp, fordi ingen skal glemme, at smerten kommer indefra. Det gør den i hvert fald fra Uniform, og efter sådan en opvisning virker det nærmest meningsløst at gå ud bagefter og nyde solens stråler, inden endnu et indslag truer med at udfordre vores grundvolde. Ikke, at det er bandet egen skyld, at de har fået sådan en eftermiddagsslot – til gengæld får det blot gjort det mere åbenlyst, hvor voldsom en enhed Uniform er. Og et band, jeg bestemt vil holde bedre øje med fremover.