Koncertanmeldelser

Danske Undergang viste sig som kultband af international klasse, da de tidligt lørdag aften lagde den store scene i Pumpehuset ned til Kill-Town Death Fest.

Grave Miasma var på mange måder et oplagt navn til Kill-Town Death Fest, men det engagerede bands monotone dødsmetal fik aldrig tag i det trætte publikum.

Tyske Venenums atmosfæriske, progressive og rå dødsmetal var et frisk pust på Kill-Town Death Fest. Fredag aften fyldte de den store scene ud på en måde, som var et hovednavn værdigt.

Killtown-scenens egen internationale supergruppe Hyperdontia debuterede stærkt på den lille scene under Kill-Town Death Fest efter at have overkommet de værste fødselskramper

Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.

Danske Solbrud og amerikanske Mutilation Rites var i hver deres ende af skalaen, da Loppen bød på undergrundsblack den første søndag i september.

Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.

Defecto fik størstedelen af opmærksomheden og levede op til hypen, men publikum burde have givet Pyramaze lige så meget.

The Night Flight Orchestra viste misundelsesværdigt sammenspil, der bragte hofterne i rotation på selv den tungeste lædervest i lokalet.     

En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.

Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.

Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.

To uger efter Wacken stod Nergal & co klar til mere sublim satandyrkelse på lillebror-festivalen Summer Breeze. Gamle skeletter blev hevet ud af skabet, og råddenskaben ulmede.

Publikum i Store Vega mandag aften tog de berømmede ord "dans, eller jeg visner" ganske bogstaveligt, da Flogging Molly kom forbi i højt spillehumør og keltiske farver.

The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.

Kill-Town Death Fest vender stærkt tilbage, og hvis det forsætter som med torsdagens warm up-koncert, er der gode grunde til at glæde sig

Fredagen på Dirty Days of Summer var dedikeret til musik med brøl i, og det blev en ganske fornøjelig affære med Firespawn, Baest og Deadnate på scenen.

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.