Copenhell 25: Sprudlende punkvibes i skoven
Sol, varme og hygge over Gehenna lørdag middag, da K-Town endnu engang gør sit indtag på årets plakat – og hvem bedre til opgaven end Gorilla Angreb?
Som ef af de ældre i bands i K-Town-regiet har Gorilla Angreb bestemt deres dedikerede fans – og når de spiller, så er det som regel noget særligt, fordi de siden de tidlige dage i 00’erne havde ti års pause, mens de så nu primært holder navnet i live til undergrundsevents her og der. Venues, hvor de er meget i øjenhøjde med publikum, hvor de kan involvere dem – og ikke som Gehenna, så lille som den end er, så stadig i høj og forsvarlig afstand fra de fremmødte.
Det er her, hvor koncerten adskiller sig væsentligst fra, hvad jeg har oplevet til de to koncerter jeg tidligere har set med dem – senest på Ungdomshuset under en af de mest løsslupne events, jeg oplevede under hele pandemien. Egentlig sjovt, hvor meget kulissen kan gøre en forskel, for numrene er vel godt og vel de samme. Godt nok har jeg deres selvbetitlede opsamling stående, men jeg må overlade det til andre at namedroppe numre, fordi de har en ret gennemgående sound, der også – til deres ulempe – nemt kan lyde som meget af det samme. Men charmen ved deres energiske, dansksprogede punkbangere, med Sydendals tamburin-pift, lidt marcherende drumfills og det livsbekræftende Ramones-drive som et par lækre add-ons, kan man ikke tage fra dem, heller ikke i dag.
Det tager desværre ti minutters tid, før en meget energisk Mai Sydendal rigtig trænger igennem – faktisk er vokalen så lav i starten, at det ikke engang er til at høre, at hun synger dansk. Resten af bandet står dog skarpt, og der er klart noget mere rockswagger over dem end deres åndsfæller fra Planet Y og Commie Cowboys de foregående dage. Lidt rock'n'rollede grooves og The Stooges-inspireret proto-punk sniger der sig momentvis ind koncerten igennem, uden vi dog snakker større, musikalske svinkeærinder fra udgangspunktet, og det ville da også undre.
“Hvad så, skal jeg trække tiden ud? Skal I lige have pusten, haha”, lyder det flabet fra Sydendal til bandet en halv time inde, og efter et halvt minuts mere pusten bevæger de sig så videre over i en nærmest stoner-groovende rocker, der også glider fint ned som en kort detour, og sådan glider de 45 minutter hastigt afsted. En munter, lille fjerdedagsopkvikker, og så alligevel ikke så meget mere end det. Som om også de ville have passet bedre til Boneyard-scenen, i øjenhøjde, fordi det nu engang er dér Gorilla Angreb gør sig bedst.
Gehenna føltes lidt for stort, højdepunkterne udeblev, og en del af koncerten gled desværre ud i ét, uden for alvor at bevæge os – men hey, at have et par dansende gorillaer med til sidst var da et friskt, lille kulørt indspark i den rette Ungdomshus-ånd, som kunne sende os smilende videre ud i det brogede festivallandskab, så tak for det!
(Foto: Jacobh Hansen)