Koncertanmeldelser

Crossfaith gentog succesen fra Copenhell og spillede i løbet af en lille times tid publikum til ekstase.

Slægt viste torsdag, hvor skabet skulle stå, selvom det måske var overmodigt og for tidligt udelukkende at fremføre det nye album. For publikum havde svært ved at give sig hen til det for dem spritnye materiale.

Biffy Clyro bød på en anderledes oplevelse, da de gæstede DRs Koncerthus med et unplugged-sæt. Bandet var velspillende, men der manglede den særlige "Mon the Biff"-stemning. 

Aalborg kom med det gode humør, Randers gad ikke rigtig engagere sig, og Aarhus lovede at komme med gaver, som de glemte de fleste af derhjemme.

Enslaved dykkede ned i bagkataloget og viste, hvordan de har genopfundet sig selv gang på gang, mens High on Fire viste, hvordan tiden er løbet fra dem.

Deafheaven er gradueret til de voksnes rækker og viste sig på Vega som et professionelt band, som vi nok ikke slipper af med lige foreløbig

Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.

Demilich leverede et af Kill-Town Death Fests absolutte højdepunkter, på trods af rigeligt unødig snak og finsk selvironi.

Hovednavnet for hele Kill-Town Death Fest leverede en skuffende koncert, der virkede ude af trit med både publikum, festivalen og bandet selv.

Necrowretch leverede torsdagens mest solide indslag med rå attitude, overlegent samspil og en zombie på overarbejde.

Danske Undergang viste sig som kultband af international klasse, da de tidligt lørdag aften lagde den store scene i Pumpehuset ned til Kill-Town Death Fest.

Grave Miasma var på mange måder et oplagt navn til Kill-Town Death Fest, men det engagerede bands monotone dødsmetal fik aldrig tag i det trætte publikum.

Tyske Venenums atmosfæriske, progressive og rå dødsmetal var et frisk pust på Kill-Town Death Fest. Fredag aften fyldte de den store scene ud på en måde, som var et hovednavn værdigt.

Killtown-scenens egen internationale supergruppe Hyperdontia debuterede stærkt på den lille scene under Kill-Town Death Fest efter at have overkommet de værste fødselskramper

Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.

Danske Solbrud og amerikanske Mutilation Rites var i hver deres ende af skalaen, da Loppen bød på undergrundsblack den første søndag i september.

Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.

Defecto fik størstedelen af opmærksomheden og levede op til hypen, men publikum burde have givet Pyramaze lige så meget.

The Night Flight Orchestra viste misundelsesværdigt sammenspil, der bragte hofterne i rotation på selv den tungeste lædervest i lokalet.     

En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.