KTDF 25: Delikat, italiensk søndagsdoom
Man behøvede ikke at være fan af Assumption for at mærke, at dette var godt.
Submerged By Hadean Tides
Daughters of the Lotus
The Liquescent Hours
Liberation
Moribund State Shift
Italienske Assumption er første band indendørs på hovedscenen denne søndag på Kill-Town Death Fest. Eller "Gloomy Sunday", som konceptet hedder; dagen med doom, doomy dødsmetal og andre lægende lydomslag, man kan lægge på efter 30 timers koncerter i fødderne, lænden og hovedet – ikke mindst. På papiret har Assumption det, der skal til. Roligt, men alligevel afsindigt hårdt doom, spillet med teknisk snilde og sentimentalitet – direkte fra Bolognas solvarme middelalderstræder.
Som lyset nedtones, og Assumption træder frem, er det til et elegant forstykke til nummeret ‘Oration’ fra seneste album ‘Hadean Tides’. Forsanger og guitarist Giorgio Trombone spiller smukke og følelsesfulde guitarsoloer hen over den stemningsmættede livekomposition, kreeret til netop det: optakt og intro. Vi bliver tydeligt hensat til den følelsesmæssige ro og stemning, der findes i Assumptions univers, og pludselig får vi da også hovednummeret ‘Oration’ at føle. Det vælter ud over os, tungt som et af Bolognas gamle tårne, der uden varsel falder ned på os og splintres i tusinder af tunge, penetrerende sten. Det sentimentale udbyttes med vægtig alvor, og strengenes mareridt skærer sig ind i brystet og kalder bæstet – eller det mørke – frem. Lyden er alvorligt god. Det er værd at nævne, for lyden i Pumpehuset har dette år ikke været god som standard. Det er den nu – Assumptions dybe doom banker sig resonerende og alvorsfuldt ind i kroppen på os, mens bandet står elegante og rolige, koncentrerede og med en tydelig “vibe” af at være dygtige musikere.
Kvaliteten føles, og det er også et koncentreret publikum i salen, der roligt tager kunsten ind – svajende, nikkende og i deres egen, samt Assumptions, verden.
En hård, alvorstung lethed
Det viser sig, at første del af rejsen er en udflugt ind i første del af bandets seneste album ‘Hadean Tides’, og ‘Oration’, ‘Submerged By Hadean Tides’ samt ‘Daughters of the Lotus’ tager harmonisk stafetten videre fra hinanden og plejer os med deres vekslende, letbevægelige, sentimentale lærreder – sat op mod de dybe og vanvittigt hårde stykker eftertænksom doom, der vitterligt bankes højt og rart aggressivt ud fra scenen.
Jeg er ikke den eneste, der befinder sig godt – når jeg ser mig omkring, står folk med lukkede øjne og vugger, eller nikkende og koncentrerede med øjnene mod scenen. Hvis da ikke lige en af de eftermiddagsfulde søndagsgæster vælter sig forbi og stopper trancen; som da en kvinde møver sig meget hurtigt og overraskende forbi mig, stiller sig helt op til scenen, rynker på næsen, ryster lidt på hovedet og skynder sig væk og tilbage ned i salen igen. Sådan er virkeligheden – nogle kører den hårdere end andre, og den fest, som Assumption tilbyder, er trods alt også mere en energi på indre lærreder end det er nitter, mosh og håndbajere udadtil. Det femten minutter lange ‘Liberation’ fra Assumptions første album ‘Absconditus’ tager over. Lilletrommens slag står skarpt og dikterende med mikrosekunders ekko gennem salen, og da guitarvæggen tilføres, er vi igen tilbage i de væltende tårne. Giorgio Trombinos vokal er grum og forrykt – den er helt igennem ond og massiv – og da vi udsættes for det kantede, chuggende midterstykke i nummeret, rejser hårene sig endnu engang på mine arme.
Energien er voldsom, altoverskyggende fed og afsindig hård.
Jeg får ingen noter skrevet – jeg er der bare. Ikke som skribent, men som koncertgænger. Det er virkelig overbevisende. Måden, som bandet bevæger sig på scenen, er minimal og elegant. Deres produkt er af skingrende god kvalitet og virkelig velspillet – selv trommeslager David Lucido, der denne dag faktisk ikke er helt tight hele tiden, bidrager måske, af samme årsag, til den generelle alvorstunge stemning. En “triggered” tightness har det med at dræbe kunsten. Lucidos trommespil bidrager til et organisk monster, der levende flår og slår i de hårde stykker, og som drevent underbygger de rolige, mere tankeudvidende dele, der kendetegner Assumptions verden.
Tiden går hurtigt, trods de lange, svævende numre, og som sidste bæst er det ‘Moribund State Shift’ fra den ti år gamle EP 'The Three Appearances' – et aggressivt og oprivende stykke dødsmetal, der typisk veksler over i en “doomy” vibe, for til sidst nærmest at blive kantet og atmosfærisk på samme tid. Det er meget stemningsfuldt og et perfekt nummer at slutte af på.
En af den slags koncerter
Assumption formåede med overbevisende ro og afsindige tyngde at skabe en intens og sanselig koncertoplevelse – passende perfekt til søndagens ånd på Kill-Town Death Fest. Med følelsesladet doom og teknisk overskud inviterede de publikum ind i deres atmosfæriske univers – en rejse gennem mørke, styrke og stilhed – selv de mest udmattede festivalgængere fandt fornyet eftertanke og opløftende energi. Det var ikke bare en koncert i rækken, men for undertegnede den bedste på årets KTDF, en koncert, der stadig sidder i kroppen.