KTDF 25: En kold, nordamerikansk knytter
Noroths første europæiske show var et bevis på, at god dødsmetal kun skal være råt, upoleret og voldsomt.
Blistering Eyes
Adorned in Rotting Flesh
Symphony of Decay
Bloodborne
The Great Reaping
Shadow, My Patriarch
Sacrificial Solace
Poisoned Ashes
Trepanation Ritual
Hvad der på papiret skulle have været endnu en omgang “se giraffen”, endte ud i en rå oplevelse.
Det sker ofte. Man er på en genrefestival, og man får set en masse koncerter: Nogle glæder man sig til, andre tager man bare med, og så sker det indimellem, at man får en på opleveren. Undertegnede har selvfølgelig lyttet til Noroth, og det er godt, og alligevel er det aldrig sådan rigtigt krøbet ind under huden.
Pludselig befinder man sig på en tætpakket underetage i Pumpehuset. Det er den scene, vi under Kill-Town Death Fest kalder for ‘Black Stage’, og den ér sort, eller i hvert fald mørk - og altså godt proppet netop nu, som Noroth går på scenen.
Allerede fra første anslag står det klart, at Noroth ikke er kommet for at please, men for at mase. For på brutal vis at hærge og forvolde skade. Deres lyd er alt andet end poleret; den er mudret på den helt rigtige måde, den er bestialsk og hensynsløs, hvor hvert riff føles som en cementblok kastet ned over brystkassen. Guitaren og bassen er som seismiske instrumenter, der kaster rystelser gennem vores kroppe. Det føles ægte. Det føles som ægte dødsmetal, af den slags, der fuldstændigt uden filler og filter åbenbarer sig som en rå følelse. En rå, ærlig nerve på den mest effektive måde muligt. Måske er det der, at Noroth finder sin styrke; dødsmetal i sin reneste, mest primitive form. Beskidt, og så tung og simpel, at gulvet sitrer under os.
Salen er pakket med mennesker, som den ofte er på KTDF, og Noroths soniske malstrøm fanger tydeligt folk ind - det er en intensitet, som næsten er til at tage og føle på. En intensitet, som man ofte finder på Kill-Town, og som er kendetegnende for festivalen, men samtidig en publikumsmæssig intensitet, som har dale og højderygge. Noroths koncert er meget tydeligt på toppen, og det er uden teater. Ingen sminke, intet farverigt backdrop, ingen store armbevægelser - bare usødet, rå dødsmetal uden opblanding, men netop i stærk koncentration. Det er dødsens alvor og styrket ildhu.
Forsanger Biaggo siger ikke meget under showet. Han introducerer et nummer eller to, og det lægger sig fint i trit med bandets generelle udtryk. Det er no nonsense, og hans vokal er sort og brutal som Seattles undergrund - og bandets skævvredne, men dog bastante riffs.
De perfekt doserede gode koncerter
Noroths første, europæiske optræden varede lidt over en halv time – en koncentreret udladning, der føltes både for kort og fuldstændig tilpas. For kort, fordi man sagtens kunne have taget endnu et kvarter i selskab med dette dundrende dejlige helvede; tilpas, fordi intensiteten var så kompromisløs, at længere tid måske også havde været overvældende. Det er sådan, at gode koncerter er; man skal stå tilbage med lysten til lidt mere. Noroth efterlod ingen tvivl: De er et band, der ikke pynter sig, ikke pakker noget ind, men leverer dødsmetal, som den bør være – beskidt, brutal og benhård. Kill-Town har altid haft en forkærlighed for de bands, der tør lade musikken tale for sig selv, og Noroth gjorde netop det. Resultatet var et show, der handlede om den musikalske voldsomhed og den ægte kærlighed til genren. En kold, nordamerikansk knytter.
