Tour de force i den industrielle værktøjskasse
DIY-viben var stærk på Stengade torsdag aften, hvor Tristan Shone aktiverede gåsehuden gang på gang med sit væld af industrielt sønderrivende aggregater.
Titanis
Mute Swan
Black Storm Petrel
Titmouse
Titmice
Rook
Thrush
—-----------
Doppler
The Barge
Nihil Strength
Terrorbird
‘Nocturnal Birding’ har efterhånden haft en måneds tid til at synke ind, og tilføjelsen af den sludge-tunge guitar og en kende flere nuancer i sangskrivningen er afgjort en stærk udvikling for Author & Punisher – hvorfor det da også er helt forståeligt, at der, på trods af vi snakker en torsdag, er fuldt hus på Stengade i aften.
Allerførst har vi dog en blid indføring i form af den lokale solist Spiracle, som henover lydspor af kirkeorgel og ambiente lydtæpper messer aftenen i gang med sin skrøbeligt følte sopran. Udover momentvis distortede vokaleffekter er vi meget i den sarte ende, hvor det ikke står klart, om det er ordløst eller ej, men det er nu reelt også underordnet. Stemmen bevæger, mens billeder af fjer, pels, ild og andet godt fra naturens skatkammer flyder henover lærredet bag hende. Behageligt er det da, uden dog at gøre det store væsen af sig, og derfor bliver Spiracle nu heller ikke noget, jeg kommer til at opsøge – men som en opvarmning til noget mere kantet, såsom i aften, fungerer det fint, omend det altid kan diskuteres, hvor spændende det er at iagttage en solist, der kigger ned på sin computer 80% af tiden.
Spiracle
Kontrasten derfra til Bong-Ra er til gengæld enorm. Ikke mindst i kraft af, at det på mange måder smager som metal, hvis vi for en stund tilsidesætter trommerne. Jason Köhnen selv på bas med de lange dreads og tonsvis af effekter og ekko på sit massive brøl, mens hans guitarist headbanger nonstop i 40 minutter.
Det viser sig dog hurtigt at være den rudimentære overflade, for det er så absolut de maskinelle trommer, der bærer koncerten. I en blanding af breakcore, techno og drum n bass agerer strengeinstrumenterne dybest set bare statister i lydbilledet, og Bong-Ra er en af de der koncerter, hvor man snarere raver mentalt ud i et frenzy end at lytte til gennemskuelige sangstrukturer. Spændende er det bestemt ikke at kigge på, som hver deres metal-stereotyper på scenen, men det hjælper på det med lidt doom-tunge udsving, og det er i det hele taget pacingen af trommerne, der er Bong-Ras stærkeste kort. Tænk Mysticum light uden alt det visuelle og transcenderende – det spiller og kan mærkes i mellemgulvet, jovist, men nu ikke ligefrem noget, der ryster os i grundvoldene.
Bong-Ra
Noget, der står endnu mere klart, så snart hovednavnet indtager scenen. “These machines kill fascists” har der stået printet hele aftenen på det hjemmebyggede aggregat, Tristan Shone skriver sine industrielle eskapader på, og lydmuren er da også øredøvende fjendsk fra første færd. På den gode måde, forstås.
Faktisk er alt ved Author & Punisher klasser over supportnavnene forinden. Den maskinelle æstetik taler sit eget tydelige sprog. Håndtag trækkes frem og tilbage som for at øge den elektriske spænding. To mikrofonrækker hænger over podiet, hvor Tristan Shone flere gange skifter mellem de enkelte mikrofoner på hvert stativ for at underbygge vekselvirkningen mellem sine brøl, åndedræt og skrig.
Guitarist Doug Sabolick er en fortræffelig tilføjelse, passende mudret i tonen, så det går i spænd med den maskinelle æstetik. Med sin udslidte Ozzy-trøje, gemt bag de mørke lokker og med coolness-faktor all over, som han flere gange vrider spaden mod Stengades lave loft.
‘Meadowlark’ åbner sættet, inden intensiteten for alvor lægger sin tungt forvrængende dyne henover rummet i ‘Titanis’, og derfra tager koncerten fart. Shone selv står sveddryppende i skyggen, hvæser og skærer igennem lydmuren på vokalen, mens alskens DIY-konstruktioner støjer, forvrænger og kradser sig ind under huden på os alle. Som f.eks., da trykket fra hans håndtags-drevne bas i ‘Black Storm Petrel’ udløser instant gåsehud, og min tilfældige sidemand kigger på mig og indikerer nøjagtigt det samme. Det her er noget, der både kan høres og føles, og selvom inspirationen fra navne som Ministry og Godflesh ikke fornægter sig i den repetitivt indpiskende nerve her og der, så har Shone fundet sin helt egen måde at udtrykke det på, der stadig står skarpt her 20 år og otte plader ind i karrieren. Og i modsætning til Bong-Ra og Spiracle er det her sange, der står ud og sætter sig – som fx i ‘Thrush’, hvor loftet for en stund løfter sig i de luftige toner mellem Sabolicks militante huggen på guitaren.
Author & Punisher
Ovenpå serveringen af hele ‘Nocturnal Birding’ fra start til slut dykker vi ned i fortiden, og mens ‘Doppler’ mangler lidt af den aggressive kant, koncerten har bygget op indtil da, så fylder ‘The Barge’ tomrummet ud som et af aftenens tungeste indspark. Alt hænger dog sammen, i lyset af Maskinen og dens definerende lyd, som Shone trækker, vrider og presser alting til maksimale ydeevne. En hidsig tour de force igennem hele Author & Punishers hjemmebyggede arsenal og værktøjskasse af industriel galde til os, som søger noget, der skubber grænserne. En torsdag, der på mange måder føltes som en fredag, fordi det var umuligt ikke endnu engang at lade sig beruse af Maskinens soniske kraft – og Doug Sabolick var et stærkt kort til at styrke bunden i Author & Punisher-repertoiret.
Nogen prioriterede et throwback til Orms unge dage i aften – jeg er personligt ikke i tvivl om, at jeg traf det helt rette valg.
Spiracle: 2
Bong-Ra: 3
Author & Punisher: 4
Author & Punisher